Er min hund overvægtig? Årsager & konsekvenser This article is verified by a vet

Lavbenet, overvægtig hund

Overvægt hos hunde ses som en sygdom og kan give alvorlige helbredsproblemer.

Overvægt og fedme er et stort problem for vores hundes helbred. Ikke alene er deres livskvalitet og forventede levetid væsentligt nedsat, men risikoen for sygdomme som hjerteproblemer, diabetes eller ledsmerter, øges også. Her i artiklen skriver vi om, hvordan du kan se, om din hund er overvægtig.

Hvornår er min hund overvægtig?

For det meste retter man sig her efter idealvægten i forhold til racestandarden. Det er dog ikke altid muligt, især hvis der er tale om krydsede hunde. Hos blandingsracer kan det hjælpe at bruge kropsvægten i slutningen af det første leveår som rettesnor.

Hvis kropsvægten er fem til 20 procent over den ideelle vægt, taler man om overvægt. Decideret fedme forekommer hos en hund, når den er 20 procent eller mere over sin normale vægt.

Hvordan ved jeg, om min hund vejer for meget?

På den ene side selvfølgelig ved at veje din hund regelmæssigt. Hvis vægten viser en højere vægt hver gang, er det meget sandsynligt, at din hund langsomt bliver tykkere og tykkere. En undtagelse herfra kan siges at være unge hunde, der stadig er i vækst.

Den hyppigst anvendte - og sandsynligvis den mest objektive - metode til at anslå, om din hund vejer det den skal, er ved hjælp af Body Condition Score (BCS). Det er baseret på en visuel vurdering og ved at mærke efter kropsfedt på bryst, talje og rygsøjle. Baseret på observationer klassificeres hunden derefter i en af ni BCS-klasser.

Generelt betragtes en hund for overvægtig, når ribbenene ikke længere kan mærkes, og taljen ikke længere kan ses. Set fra siden skal den nedre mavelinje også stige fra ribbenene til hofterne og ikke være (næsten) parallel med gulvet. Fedtdepoter i bunden af halen er et yderligere tegn på en overvægtig hund.

Hvordan bliver min hund overvægtig?

Vejen til overvægt starter ofte allerede mens hunden er hvalp. En ernæring med for høj tilførsel af energi skaber et større antal fedtceller end med hvalpe, der har en normal ernæring. Denne mængde kan ikke ændres senere, derfor er der en højere risiko for overvægt i voksenalderen.

Men selvfølgelig er det ikke den eneste årsag til overvægt.

Øget energitilførsel

Den mest almindelige årsag til vægtøgning er for højt energiindtag. Denne overskydende energi er vanskelig at kompensere for gennem træning, da hunden kun bruger omkring 10 procent af sin daglige energi til bevægelse.

Mulige årsager til denne overskydende mængde energi er ofte for meget foder, ad libitum-fodring (ubegrænset adgang til foder), eller for høj energitæthed i foderet (for mange kalorier for hver portion).

Man kan nemt komme til at glemme, at godbidder også indeholder mange kalorier og derfor skal tælles med i den daglige mængde. Den velmenende tyggepind om aftenen kan føre til en overvægtig hund på sigt.

Hundeejere skal altid tage hundens størrelse i betragtning: for en hund, der vejer 25 kg, dækker et tørret griseøre f.eks. 20 procent af det daglige energibehov. For en hund, der vejer 10 kg, betyder det samme øre 40 procent af den samlede daglige mængde kalorier.

Mad med højt fedtindhold, især når det serveres mad fra spisebordet, fører også til langsigtet vægtøgning. Fedt indeholder mere end dobbelt så meget energi som proteiner eller kulhydrater. Det fører hurtigt til, at en hund bliver overvægtig.

Lavt energibehov

Ud over for højt energiindtag er der andre grunde til, at en hund har brug for mindre energi end andre hunde i forhold til alder og race.

En kastreret hund har tendens til forhøjet appetit, mindre fysisk aktivitet og en ændring i kropsfedtprocent/kropssammensætning. Din hunds energibehov er nedsat med tredive procent efter kastrering. Hvis mængden af foder ikke reduceres, har kastrerede hunde dobbelt så høj sandsynlighed for at blive overvægtige.

Derudover er nogle racer mere tilbøjelige til vægtforøgelse, når de får serveret samme mængde energi som andre racer. Både hunderacerne Labrador Retriever og Cocker Spaniel har en genetisk disposition for en øget kropsfedtprocent. Fordi fedt bruger mindre energi end muskelmasse, skal disse racer få færre kalorier.

En hund med en lang pels er mindre tilbøjelig til at fryse end en hund med meget kort pels og uden underuld. Førstnævnte har derfor et ligeså lavt energibehov som en hund, der lever i varme omgivelser. Derudover skal den daglige træning, alderen og den enkelte hunds personlighed ("hoppebold" vs. "sofakartoffel") tages i betragtning når man beregner hundens daglige energibehov.

Hund venter på lækker godbid
Hovedårsagen til overvægtige hunde er at de får serveret for meget foder, og godbidder.

Overvægtig hund: sygdomme som årsag

Ud over alle årsagerne fra omverden og ejer kan sygdomme også være årsagen til, at din hund er overvægtig. Sørg derfor for først at spørge din dyrlæge om der kan være tale om en sygdom.

  • En underaktiv skjoldbruskkirtel (hypothyroidisme) fører til utilstrækkelig produktion af skjoldbruskkirtelhormoner. De er ansvarlige for cellefunktionen og dermed hundens stofskifte. Manglen på, eller en utilstrækkelig mængde, hormoner betyder, at cellerne arbejder for langsomt og ikke længere bruger så meget energi. Derudover bliver syge hunde ofte træge og bevæger sig betydeligt mindre. Hunden tager på hvis den stadig får samme mængde foder.
  • En tilstand, der ofte får en hund til at se fed ud, er Cushings sygdom (hyperadrenokorticisme), en sygdom i binyrebarken. I denne tilstand producerer binyrerne konstant for meget cortisol. Det fører til en øget appetit, samtidig med, at hundene ikke har lige så meget lyst til at bevæge sig og bliver træge. Disse to symptomer fører til fedtaflejringer, hvilket sygdomsbetinget især er i underlivet. De har en stor, hængende mave, mens resten af kroppen ofte er meget slank.

Ud over hormonelle sygdomme er der andre sygdomme, der kan føre til vægtøgning, fordi hunden ikke længere kan bevæge sig tilstrækkeligt. Desværre giver overvægt samtidig en øget risiko for disse sygdomme, og derfor er man ude i en ond cirkel. Problemer med hjertet og kredsløbet, samt åndedrætssygdomme, fører for eksempel til træthed og dårlig ydeevne.

Hvis hunden døjer med slid- eller leddegigt har hunden ikke lyst til at bevæge sig meget fordi det gør ondt. Sygdomsramte dyr kan have vanskeligt ved at rejse sig, eller at de lige skal i gang efter at have ligget ned i længere tid.

Medicin

Visse sygdomme har brug for medicin, der fører til øget appetit og kan derfor føre til øget vægt. Her tænkes først og fremmest på anti-epileptika og glukokortikoider.

Konsekvenser af overvægt

Overvægt skal primært ses som en sygdom, der uundgåeligt fører til yderligere sygdomme. Overvægtige hunde lever i gennemsnit op til to års kortere end normalvægtige hunde af samme race på grund af senfølger og følgesygdomme.

Led- og bevægelsesforstyrrelser

Overvægt fører til problemer med bevægeapparatet hos hunde i alle aldre. Hos unge hunde i vækst kan overvægt og overdrevent energiindtag føre til uoprettelige knogle- og ledskader.

Hos voksne hunde, der er overvægtige, fører den øgede vægt til en overbelastning af led og ledbånd. De mulige konsekvenser er artritis, artrose, diskusprolaps og ledbåndsskader.

Hvis en hund er overvægtig, producerer dens krop også flere inflammatoriske mediatorer, hvilket igen kan føre til, at hunden får gigt. Konsekvensen af disse ledsmerter er en mindre lyst til at bevæge sig, og på grund af det lavere energiforbrug kan det føre til yderligere vægtøgning.

Lungeproblemer

Overvægtige hundes større kropsmasse fører til et større iltbehov. Derudover kan der opstå fedtaflejringer i brysthulen. De trangere kår, kombineret med det større behov for ilt, forårsager åndedrætsbesvær og åndenød. Hundene har dårlig udholdenhed og bliver hurtigere trætte.

Hunden får mindre lyst til at bevæge sig og det lavere energiforbrug kan føre til endnu større vægtøgning.

Problemer med hjertekarkredsløbet

Overvægt hos hunde kan være årsagen til hjertekarsygdomme, eller i det mindste forværre dem. Højt blodtryk er også en af de negative følger. Men hvis hunden taber sig igen, kan nogle af disse begrænsninger mindskes igen.

Hos en overvægtig hund indlejres den overskydende energi som fedt i hele kroppen. Dette fedt indlejres også i organerne (såsom hjertet eller leveren). Problemet: hjertet begrænses i sin funktionsevne. Derudover skal den dog forsyne en større kropsmasse med blod, og arbejde mod større blodtryk. Alt dette fører på sigt til hjerteskader og hjertesvigt.

Sukkersyge

Overvægt kan føre til diabetes mellitus. Dette er en type II-diabetes forårsaget af insulinresistens. Kroppen producerer stadig nok insulin, men det har ikke længere nogen indvirkning på stofskiftet.

Hunde med sukkersyge spiser tit for meget, men er samtidigt trætte og træge. Det fremmer vægtøgning yderligere. Type II diabetes kan forbedres, eller forsvinde fuldstændigt, gennem en streng diæt og vægttab.

Højere mængde bedøvelsesmiddel og dårlig sårheling

Fedtvæv har en evne til at optage narkose, og der kan være brug for en større mængde. Samtidigt nedsættes leverens evne til at nedbryde medicin i leveren, og mængden, der udskilles via nyrerne, nedsættes. Sammen med, at lungefunktionen tit er nedsat, og hunden også ofte har hjerte-kar-problemer, betragtes en overvægtig hund som risikopatient.

I forbindelse med operationer øger den reducerede blodgennemstrømning i hele kropsvævet også risikoen for, at der opstår betændelse i sår, og kan føre til problemer med sårhelingen.

Betændelser og andre vanskeligheder

En overvægtig hund har nedsat immunforsvar og er derfor mere modtagelig for infektioner og andre sygdomme.

For meget kropsvægt påvirker også fertiliteten. Drægtighed er fyldt med større risici, og fødselskanalen, der indsnævres af fedtaflejringer, gør fødslen vanskeligere.

Infiltrerende (trænger ind i vævslagene) fedtaflejringer i leveren fører til en "fedtlever" og dermed til en begrænset leverfunktion. Derudover er en overvægtig hund ofte mere følsom over for varme, irritabel og mindre adræt.

Tip: Har du fundet ud af at din hund er overvægtig? Få inspiration til motion og det rigtige foder mod overvægten i vores artikel: Min hund er for tyk: vægttab på en sund måde


Dr Cornelia Kolo, Dyrlæge
frau zwei hunde

Mens jeg læste veterinærmedicin og arbejdede på min doktorgrad ved Ludwigs-Maximilians-universitetet i München fik jeg talrige indsigter i de forskellige områder inden for veterinærmedicinen. Siden 2011 har jeg haft praksis som dyrlæge med en lang række dyr og deres sygdomme. Det er min store passion at hjælpe mine patienter på den bedst mulige måde og sikre deres velbefindende. Som forfatter deler jeg også gerne min viden som dyrlæge og som mangeårig hundeejer og hundesportsudøver.


Vores mest hjælpsomme artikler
9 min

Når hundens løbetid kommer

Også selvom tævens løbetid er en helt naturlig proces – så giver hundens mærkværdige opførsel, pletter på tæpperne og angst for uønskede svangerskaber hundeejere mange bekymringer. Her er alt, hvad du har brug for at vide om din tæves løbetid og hvordan i sammen klarer den uden stress.
9 min

De vigtigste vaccinationer til din hund og hvalp

Vaccinationer beskytter din hunds liv mod dødelige smitsomme sygdomme, det er der ingen tvivl om. Men hvilke vaccinationer bør din hund absolut have? Hvad ligger der bag hvalpens grundlæggende immunisering, og hvor ofte skal vacciner genopfriskes for at beskytte hundens liv?

10 min

Coronavirus hos hunde

Mange hundeejere spekulerer i øjeblikket på, om hunde kan blive smittet med Coronavirus (SARS-CoV-2) og overføre virussen. Dette udelukker eksperterne dog, og dermed udelukker de også, på baggrund af den aktuelle viden, at luftvejssygdommen Covid-19 kan komme i udbrud hos hunde!