Chihuahua

chihuahua

Verdens mindste hunderace har verdens mest berømte ejere og er en af de racer der lever længst. Chihuahua er en hund af superlative dimensioner, hvor de har hjem i Madonnas, Britney Spears’ eller Paris Hiltons håndtasker. Den mexicanske racehund er meget mere end en luksuriøs skødehund.

Egenskaber

I forhold til dens størrelse er denne lille mexicaners ego enorm. En Chihuahua kan lide at være i centrum og gør i nødstilfælde opmærksom på sig selv med lidt gøen, eller lader som om den har fået en skade. Sit modstykke møder den med selvtillid og mod, selv overfor meget større hunde. Ikke sjældent har den tendens til at overvurdere sig selv. Men du bør heller ikke undervurdere den intelligente og temperamentsfulde dværg af en hund. En Chihuahua er glad for at blive forkælet, men uden for håndtasken er de fuldgyldige hunde, der uden vanskeligheder løber lange strækninger og klarer sig hæderligt i hundesport. Deres intelligens, deres empati og sidst men ikke mindst deres størrelse gør dem – især i USA – også til en populær terapihund. De kan endda bruges som vagthunde fordi de hele tiden er opmærksomme på omgivelserne. Og i modsætning til deres ry som forkælet skødehund er de, hvis de har haft den rette opdrætter, robuste og modstandsdygtige overfor sygdom. En alder på 16 år og mere er ikke sjælden hos disse hunde. De behøver ikke at blive båret hele tiden, men ønsker at udforske deres omgivelser selv. Selvom de foretrækker at blive i lejligheden i dårligt vejr, har de ikke straks brug for en hundejakke, hvis de går ud i sneen eller kulden for at lege eller tumle rundt. En Chihuahua er meget legesyg og elsker tæt kontakt med deres familie. De viger sjældent fra din side. Hvis der er fare på færde vil den lille hund ikke tøve med at forsvare sin ejer – selv om den sætter sig selv i fare. Mennesker og andre hunde møder en Chihuahua normalt med åbent sind. Små børn, der selv kræver meget opmærksomhed i familien, er den ikke så glad for. I en familie med ældre børn fra ca. 6 år føler de sig dog ganske godt tilpas.

For et harmonisk samliv med det lille bundt af energi er en god socialisering og en konsekvent opdragelse yderst vigtig. Irriterende “bjæffen” eller for stærk en stædighed kan således forhindres helt fra starten af.

Udseende

Karakteristisk for den temperamentsfulde Chihuahua er ikke kun dens lidne størrelse, men også dens store flagermusører og de uforholdsmæssigt store øjne. Lige så typisk er det æbleformede hoved og den korte og spidse næse.

Farvemæssigt er denne dværg lige så farverig som karakteren er det. Ifølge racestandarden fra FCI, hvor Chihuahua er opført under nummer 218, Gruppe 9 (selskabs- og ledsagerhunde uden arbejdsprøvning), er alle farver og alle kombinationer og nuancer tilladt.

Der findes de følgende to slags Chihuahua:

  1. Langhåret Chihuahua: den lange, bløde pels er enten glat eller let bølget. Også typiske er ørernes frynser, den udprægede halskrave og den fuldt behårede hale.
  2. Korthåret Chihuahua: kort, tæt, glansfuldt hår, der ligger fladt på hoved og krop.

Interessant nok giver racestandarden ikke en nøjagtig skulderhøjde for verdens mindste hund. Den lille størrelse angives i højere grad i vægt. En Chihuahua har en idealvægt mellem 1,5 kg og 3 kg. Men også hunde mellem 500 g og 1,5 kg accepteres. I bund og grund foretrækkes de små. Eksemplarer på over 3 kg accepterer de fleste foreninger ikke. Idealet om så lav vægt som muligt har ført til opdræt af hunde, der vejer så lidt som 500 g. Dyrebeskyttelsesaktivister kritiserer disse stadigt mindre hunde, fordi de ekstremt små og skrøbelige hunde i højere grad lider af sundhedsmæssige problemer.

czarny chihuahua

Historie

På trods af forskellige teorier om afstamningen af Chihuahua’en anses det for relativt sikkert, at denne hunderace stammer fra Mexico. I provinsen Chihuahua i det nordlige Mexico er der stadig mange små vilde hunde, der ligner denne racehund.

Nogle mener, at Chihuahuas blev brugt som offerhunde i det antikke Mexico, blandt Techichi-folket. I deres religion antog Chihuahua’en rollen som leder af døde sjæle hinsides. Desværre førte det til, at mangt en Chihuahua måtte lade livet når der var en begravelse. En anden teori går på, at Chihuahuas allerede blev brugt som offerhunde ved rituelle handlinger hos Aztekerne. Nogle går endnu længere tilbage og tror på, at deres forfædre allerede blev holdt af Toltec-folket. Hunderacen Chihuahua ville i så fald altså være mere end 1000 år gammel. Ifølge en anden overlevering var det spanierne, der ved erobringen af Mexico i det 15. århundrede bragte dyrene med til landet.

Ingen af de ovennævnte teorier er blevet hverken be- eller afkræftet. Helt sikker er Chihuahua-hundens historie derfor først fra midten af det 19. århundrede. På det tidspunkt begyndte landmænd i den mexicanske provins Chihuahua at sælge de små hunde til rejsende fra USA. Således fortsatte Chihuahua-hunden sin sejrskurs. Turisterne var så begejstrede for “verdens mindste hunde”, med deres store øjne og store ører, at hundene snart spredte sig over det ganske Nordamerika, og derfra fandt de vej til Europa.

Avl og sundhed

Det specielle udseende af en Chihuahua – dens lidne størrelse og spændende hoved – har gjort den berømt over hele verden, men avl har også medført visse helbredsproblemer. Gennem forkert opdræt, som satte udseende over sundhed, førte ideen om overdimensionerede øjne og kort snude til meget følsomme øjne, samt til åndedræts- og tandproblemer. Yderligere sundhedsmæssige indskrænkninger skyldes målet om at avle dem stadigt mindre. De hunde, der knapt nok vejer over 500 g, er ikke så godt rustede til at modstå sygdomme. Mens en Chihuahua i normal størrelse er naturligt robuste og kan leve længe – hvilket deres overlevelsesevne i Mexicos gader beviser – bliver overdrevent små hunde ofte syge og dør tidligt. Selv ellers harmløse sygdomme kan hurtigt blive livstruende for de små hunde. Du bør i disse tilfælde omgående gå til dyrlægen. Da Chihuahuas stadig betragtes af mange som modehunde, som findes i stjernernes håndtasker, er der stadig mange opdrættere med tvivlsomme hensigter, der håber på hurtige penge med de små hunde. Manglende overholdelse af avlsanbefalingerne og fraværet af detaljerede helbredsundersøgelser af avlsdyrenes egnethed har medført en forøgelse af arvelige sygdomme. Hertil hører for eksempel skæve tænder eller tidligt tandtab, ganespalte, omvendt nysen/åndedræt.

For at minimere risikoen for disse sygdomme, bør købere, der er interesseret i en racehund, kun købe hos seriøse opdrættere. Dem kan man kende ved, at de har de nødvendige papirer og stambøger, og at de har fuldført alle anbefalede undersøgelser og vaccinationer. De er medlem af en registreret Chihuahua-forening, som følger FCI’s standard. Især fans, der gerne vil efterligne Paris Hilton eller Britney Spears, og ønsker at købe en Chihuahua som et sødt “tilbehør”, kan blive overrasket af den høje pris for hvalpe med stambog. En Chihuahua hvalp kan koste i omegnen af 5000 kroner – det koster trods alt penge at være seriøs opdrætter, og her er det underordnet, hvor stor eller lille en hund det drejer sig om. I de fleste tilfælde betaler det sig at investere i en sund hund fra professionelle hænder. På den måde kan du minimere risikoen for høje dyrlægeregninger, og kan formodentlig nyde din lille ledsager i mange år. En professionel og seriøs opdrætter, der har stor erfaring med at holde en Chihuahua, vil også være behjælpelig med råd – selv efter købet.

chihuahua szczeniaki

Chihuahua hundefoder

Specielt rådgivning fra opdrætteren til korrekt hundefoder til små hunde er ofte værd at lytte til. Det ekstremt store udvalg af hundefoder kan virke ret forvirrende. Ud over de mange forskellige mærker finder du også våd- og tørfoder, hvalpefoder, Adult og seniorfoder, økologisk foder og konventionelt foder. At finde den rigtige foder i denne variantjungle er ikke let. For at gøre ondt værre, kan spørgsmålet om den rigtige hundefoder til chihuahua ikke besvares uden videre. Den rigtige foder afhænger nemlig af mange forskellige faktorer. Således bør hundens alder, vægt, aktivitetsniveau og sundhedstilstand tages med i overvejelserne når du vælger hundefoder.

En indikator for, om foderet er af høj kvalitet, kan du få ved at kigge på listen over ingredienser, der er angivet på emballagen. Godt hundefoder har et højt indhold af animalsk protein. Den vigtigste proteinkilde for en chihuahua er stadig kød. Selv denne lille hund er primært kødæder. Dens fordøjelsessystem er indrettet til at fordøje kød og ben. Korn, derimod, har hunde ikke brug for. Også sukker hører ikke hjemme i hundefoder. En nævneværdig mængde grøntsager i kosten anbefales imidlertid og sikrer en tilstrækkelig tilførsel af vitaminer. Vær dog stadig opmærksom på de nøjagtige detaljer om vitaminer og næringsstoffer. Mange foderproducenter beriger foderet med vitaminer, der på den måde ofte overdoseres. For mange næringsstoffer kan være lige så skadelige som for få.

Hvis du står overfor valget mellem tør- eller vådfoder, bør du også tage med i betragtning, at tørfoder, selvom det ofte er billigere og indeholder mindre fedtstoffer end vådfoder, ofte indeholder flere konserveringsmidler. Mens vandindholdet i vådfoder allerede er meget højt, bør du sørge for, når du serverer tørfoder, at din chihuahua til enhver tid har frisk drikkevand til rådighed. Du kan også overveje at servere en blanding af tør- og vådfoder, men du bør ikke blande de to typer foder i samme måltid. Da hundens organisme fordøjer tør- og vådfoder i forskellig hastighed, kan det nemlig føre til fordøjelsesproblemer. Som et alternativ til færdigfoder, kan du som nævnt også overveje BARF, det vil sige råt foder, hvor hunden kun får serveret frisk, råt foder, dvs. råt kød og rå grøntsager. Fordelen med råt foder er uden tvivl, at de naturlige vitaminer, der ofte går tabt ved konventionel foderforarbejdning, bevares, og hunden får automatisk alle de nødvendige vitaminer og næringsstoffer.

Uanset om du vælger BARF eller færdigforarbejdet våd- eller tørfoder afhænger i sidste ende af hvilken fodringsmetode der passer bedst til dig og din hverdag. Som en tommelfingerregel er både BARF og færdigfoder artskorrekt hundefoder, så længe foderet er skræddersyet til behovet i din Chihuahua. Hvis du er i tvivl, er det bedst at spørge din opdrætter eller din dyrlæge.

Læs også vores artikler om at ernære en chihuahua og gå på opdagelse i vores store udvalg af foder til din chihuahua i zooplus shoppen!

Hold og pleje

En korrekt kost, masser af kærlighed og hengivenhed, samt korrekt pleje og motion bidrager alle væsentligt til et artskorrekt, godt hundeliv.

Til korrekt pleje af en chihuahua hører også, at du regelmæssig børster pelsen – især ved langhårede hunde. Ligeledes bør ører og øjne kontrolleres jævnligt, så du kan opdage mulige sygdomme eller problemer mens de er i et tidligt stadium. Derudover er den lille hund, som også er tilfreds med at bo på få kvadratmeter, meget nem at pleje. Hvis du vil holde den i en lille lejlighed er den helt sikkert den ideelle hund.

På trods af dens størrelse bør du dog ikke undervurdere dens behov for leg og beskæftigelse med sin ejer. En chihuahua er meget social og har brug for megen kærlighed og opmærksomhed fra familien for at trives. Når vejret er fint, elsker de lange gåture, men i dårligt vejr bliver de hellere indendøre. De kan nemt forrette deres nødtørft på en gammel avis, så længe de allerede er blevet opdraget til det da den var hvalp.

En god træning fra hvalpestadiet, en konsekvent opdragelse og omfattende socialisering vil i høj grad lette samlivet med din chihuahua. Selv den berygtede stædighed og dens glæde ved at gø kan holdes i ave. Et harmonisk samliv med en chihuahua – selv uden for håndtasken – er der på den måde intet til hinder for.

Vores mest hjælpsomme artikler
11 min

Chihuahua

Verdens mindste hunderace har verdens mest berømte ejere og er en af de racer der lever længst. Chihuahua er en hund af superlative dimensioner, hvor de har hjem i Madonnas, Britney Spears' eller Paris Hiltons håndtasker. Den mexicanske racehund er meget mere end en luksuriøs skødehund.
10 min

Pomeranian

De små Pomeranian hvirvelvinde imponerer ikke med størrelse, men med venlighed, selvtillid og energi. Ikke underligt, at flere og flere af denne spidshund-variant erobrer hjerter landet over.
9 min

Cavalier King Charles Spaniel

Cavalier King Charles Spaniel er livlig, kærlig og en ægte kavaler. Hvad adskiller Cavalier King Charles Spaniel fra King Charles Spaniel? "Cavalieren" er en næselængde længere – og lidt tungere. Få mere at vide om den venlige, sociale spanier.