Golden Retriever

Golden Retriever

Den mellemstore Golden Retriever er en stor børneelsker og ideel familiehund: den er meget menneskekærlig og nem at håndtere, men har brug for lidt pleje og meget bevægelse.

Egenskaber

Få andre racerhunde er mere kendte for deres lydhørhed end en Golden Retriever. Den ønsker at behage sine mennesker og er præget af en udtalt glæde ved at lære. Den tilpasser sig til hverdagssituationer med stor sindsro og elsker at deltage i alle ejerens aktiviteter. Den menneskekærlige Retriever er en af ​​de mest populære familiehunde verden over. Dens godmodige og afslappede væsen, samt dens tillidsfulde og legesyge natur gør hunden særlig populær blandt familier med børn. Selv i sameksistens med andre kæledyr er den venlige “Goldie” meget forenelig.

I sjov siger Retriever-ejere, at en Golden Retrievere i højere grad ville hjælpe en tyv med at transportere værdigenstandene ud af huset, end den ville prøve at skræmme den væk. Faktisk er dens beskyttelsesinstinkt – hvis det overhovedet eksisterer – kun rudimentært udviklet. Som vagthund er den bestemt uegnet, men dens nidkærhed, dens intelligens og nemme håndtering gør den i stedet glimrende som blinde- og terapihund og som ledsagerhund til handikappede. I kombination med sin gode næse og det medfødte jagtinstinkt bruges disse kvaliteter også som redningshunde eller narkotika- og sprængstofsporhund.

Udseende

En Golden Retriever nyder stor popularitet bestemt ikke kun på grund af sin elskværdige karakter, men også på grund af sit attraktive udseende. Den mellemstore racehund har en meget harmonisk og velproportioneret fysik. Det velformede kranie med et klart stop og de mørke øjne under de godt pigmenterede øjenlåg giver Retrieveren det typiske blide og venlige udtryk. De stærke muskler og stærke knogler gør den til en meget smidig og bevægelsesglad hund.

En Golden Retriever hører til de mellemstore racer. Hos hanner er skulderhøjden mellem 56 og 61 cm, tæverne er lidt mindre med en højde på 51 til 56 cm. Hundenes vægt ligger mellem 30 og 40 kg, afhængigt af køn og størrelse. Den mellemlange pels er glat eller bølget, men aldrig krøllet. Mens pelsen på bagsiden ligger tæt an, er bagsiden af forbenene, undersiden af halen og brystet og maven stærkt behængt. På grund af den tunge underuld har Retriever ikke noget imod ekstreme, fugtige vejrforhold. Farven på håret spænder fra en lys, glødende gylden farve over en nærmest gullig, men blød, farve til creme. Af og til kan der forekomme hvidt hår på brystet.

Historie

​​Retriever-racen har stadig mange sagaer og legender. I modsætning til de fleste andre Retriever-racer kan historien om Golden Retriever imidlertid tydeligt spores i det mindste tilbage til 1864. Dette år købte britiske Sir Dudley Marjoribanks den gule Wavy Coated Retriever “Nous” af en skomager i Brighton. Hannen var den eneste gule hvalp blandt ellers sorte søskende. På sin ejendom “Guisachan” i Skotlands høje nord startede Marjoribanks, som senere blev udnævnt til den første Lord of Tweedmouth, med hundeopdræt.

Formålet med hans avlsindsats var en perfekt retriever til jagt på vilde fugle. I 1868 krydsede han Nous med Tweed Water Spaniel tæven “Belle”, fordi Spaniels ikke kun blev betragtet for at være meget glade for vand, men også kendt som udholdende retrieverhunde. Efterkommere af “Nous” og “Belle” krydsede Tweedmouth over de næste 20 år med en anden Wavy Coated Retriever og Tweed-Water-Spaniels, Irske Settere og – i en enkelt linje – med en sandfarvet Blodhund. Fra disse krydsninger udviklede sig til slut racen Golden Retriever, som vi kender den i dag.

Ifølge det oprindelige avlsmål blev Golden Retriever brugt til “jagtarbejde efter skuddet”, hvilket betyder, at dens hovedopgave var at hente dræbt vildt – deraf betegnelsen Retriever. Med en blød mund bragte den de allerede døde dyr tilbage til jægeren. Mange Golden Retrievers var specialiseret sig i at hente skudte vandfugle. Golden Retrievers er gode svømmere den dag i dag.

Et vaskeægte Golden Retriever boom

Efter at racen Golden Retriever officielt blev anerkendt af British Kennel Club i 1913, og da den første raceklub blev grundlagt otte år senere, blev de smukke hunde hurtigt populære i deres hjemland England, men også i USA. I løbet af 1980’erne og 1990’erne oplevede Golden Retriever, forstærket af hyppige optrædener i film og tv, et reelt boom. På den måde blev hunden snart ikke kun populær som familie- og ledsagerhund i det angelsaksiske område, men også i mange lande på det europæiske fastland. I 2016 var Golden Retriever blandt de 3-4 mest populære hunde i Danmark (afhængigt af, hvordan man opgør statistikken).

Avl og sundhed

Desværre havde denne boom også mange bivirkninger. Grådige “avlere”, der ønskede at tjene hurtige penge med de søde hvalpe, parrede hundene uplanlagt, uden hensyntagen til dyrenes natur eller sundhed. Som følge heraf opstod der nogle racetypiske sygdomme, som visse Retrievere stadig lider af. Målrettet avlsvalg og strenge stambogskrav skal være med til at minimere risikoen for arvelige sygdomme.

Hvis du er interesseret i en “gylden hvalp”, er det vigtigt at kontrollere, at opdrætteren har udført alle nødvendige sundhedskontroller. Få din stamtavle vist og bekræftet, at forældre, bedsteforældre og søskende er i perfekt helbredstilstand. Desværre er der stadig visse avlere, der ikke tager hensyn til deres dyrs helbred. Køb derfor kun din hvalp fra en anerkendt opdrætter, og brug tid på at foretage et omhyggeligt valg.

En sund hvalp hos en velrenommeret opdrætter får du ikke for mindre end 6000 kroner. En hund, der kommer til at ledsage dig og din familie i mange år, er pengene værd. Derudover vil en hvalp, der har gennemgået alle tjek, normalt give dig mindre i dyrlægeregninger end en hund fra en hundefabrik. Golden Retrievers fra en anerkendt opdrætter har en relativt høj forventet levetid på 12 til 16 år. Chancerne for, at du kan nyde din vovse i mange år er ret god hvis du vælger den rette opdrætter.

Pleje

Når du har en golden retriever skal du være opmærksom på din hunds vidunderlige gyldne pels. Da en golden retriever ikke kun taber hår hvert halve år, men taber lidt hår hele tiden, skal pelsen børstes og kæmmes regelmæssigt. Dette fjerner ikke kun filtret underuld, men du kan også reducere mængden af hår, du finder på tæppebelagte gulve, på puder og i sofaen. Ved at fjerne den døde, løse underuld bliver sommervarmen også mere tålelig. For meget varme er en golden retriever ikke glad for.

Nødvendig rutinekontrol

Foruden pelsen skal du også jævnligt undersøge din hunds ører, øjne, poter og tænder. På den måde kan du opdage mange sygdomme og problemer tidligt. Ved at kontrollere din hund regelmæssigt vil du ikke kun opdage ændringer hurtigere, men det gør også din hund vant til daglig pleje så den tålmodigt accepterer det som en del af det daglige ritual. I bedste fald vænner du den til de daglige undersøgelser og nødvendige pleje allerede i hvalpealderen.

Golden Retriever ernæring

Gå på opdagelse i vores shop efter hundefoder specielt til Golden Retrievers!

Selvfølgelig har kosten også en betydelig indvirkning på din Golden Retrievers sundhed. Men hvad er det rigtige foder til denne hunderace? Bør du foretrække tørfoder eller vådfoder? Eller er det bedst at tilberede foderet selv? Og hvad med BARF? Der findes lige så meget foder på internettet og i supermarkedet som der er meninger om den rigtige måde at fodre en Retriever på.

Desværre kan spørgsmålet om det bedste foder til en Golden Retriever ikke besvares sådan uden videre. At vælge den rigtige kost til din hund afhænger af mange individuelle faktorer. Alder, højde, vægt, aktivitetsniveau og sundhed hos din Retriever påvirker dens ernæringsbehov og bør tages i betragtning, når du vælger dit foder. Som hos os mennesker har en ung, adræt hund med stor trang til bevægelse sikkert et højere energibehov end en ældre, rolig hund med tendens til overvægt.

Meget kød, kun lidt korn

Uanset disse individuelle kriterier giver ingredienslisten dig dog første indikationer på, om det er foder af høj kvalitet eller ej. Godt hundefoder er altid karakteriseret ved et højt kødindhold, som bør ligge ved 70 procent eller højere. Grøntsager, urter eller frugter bør udgøre resten. For meget korn er uegnet til hunde og indikerer, at der er tale om foder af ringere kvalitet. Sødemidler såsom sukker, fructose, glucose eller sirup hører ingen steder hjemme i dyrefoder. Højkvalitetsfoder kendes normalt ved en detaljeret liste over ingredienserne, og en nøjagtig angivelse af kødets oprindelse.

Vådfoder bedre end tørfoder?

Tørfoder kan være den mest praktiske løsning for mange ejere, men det er stadig ikke altid det bedste for din hund. Tørfoder mangler ofte ikke kun væske, men også vigtige næringsstoffer i en form, som kan omsættes optimalt. Selvfølgelig kan du bruge det, men det anbefales ikke udelukkende at servere tørfoder. Hvis du vil skabe endnu mere variation kan du også servere råt kød (BARF, for eksempel) eller selv tilberede dit foder. Selvfølgelig kan du bedst påvirke foderets kvalitet og næringsstofsammensætning i dette tilfælde.

Hold af Golden Retriever

Mens du tænker over, hvad der udgør den rigtige ernæring og pleje af din Retriever, skal du ikke glemme, hvad din hund har brug for mest: din kærlighed og din opmærksomhed. Golden Retrievers er ekstremt menneskekærlige hunde, der har brug for et sikkert ståsted i familien. Deres følsomme karakter gør den fuldstændig uegnet til at blive holdt i kennel. Din Goldie bør deltage i din hverdag, og frem for alt bør du planlægge rigeligt med fysisk og mental beskæftigelse.

Ligesom alle jagthunde er Golden Retrievers meget glade for motion. Det at holde denne hund indeholder derfor masser af bevægelse. Den samme tur rundt i kvarteret hver dag kan simpelthen ikke gøre det. De intelligente Retrievere vil trods alt ikke kun understøttes fysisk, men også mentalt. Udover små hentelege eller søgeopgaver, som du nemt kan indarbejde i dine daglige vandreture, findes der forskellige sports- eller træningstyper der er velegnede til at give din hund tilstrækkelig med beskæftigelse. For eksempel lydighedstræning, dummytræning, sporarbejde eller som frivillig redningshund. Der er også meget anden sport og leg, hvor din Retriever kan få brugt sin gode næse og / eller få udlevet sin apporteringstrang. Hvis du giver din hund lov til at bade i et vandløb, en sø eller i havet, vil den elske dig for det. Men hvis du ikke har sådan noget i nærheden, er den også tilfreds med vandpytter eller vandet fra haveslangen.

Golden Retriever opdragelse

Før du tager en sød Golden Retriever-hvalp med hjem, bør du overveje omhyggeligt, om du har tid nok til denne legesyge hund, der elsker bevægelse og motion. For folk der har tid og lyst til at beskæftige sig med en hund af denne karakter, og i bedste fald har et hus med en have, er denne racehund derimod en utrolig trofast og kærlig ledsager.

I det mindste er det sådan, at opdragelse hos en Golden Retriever ikke er den store forhindring. Det betyder selvfølgelig ikke, at denne race ikke har brug for opdragelse. Men den er så glad for at arbejde og er udtalt lydig, er en Golden Retriever yderst nem at opdrage. En vis konsekvens er dog en nødvendighed, ligesom det er med enhver hund. Selvom Retrievere gerne laver store søde hundeøjne hvor halen aldrig står stille, og du derfor kan forledes til at give efter, så er det altså vigtigt at indøve de vigtigste kommandoer, hvor det er en stor fordel at optræde overbevisende. Du bør ikke ligestille det at optræde suverænt og konsekvent med at være streng – tværtimod bør du give kommandoer med en bestemt, men rolig og kærlig tone. De følsomme og menneskekærlige hunde har brug for en ejer, som er lige så meget i balance med sig selv, som de selv er.

Vores mest hjælpsomme artikler
11 min

Chihuahua

Verdens mindste hunderace har verdens mest berømte ejere og er en af de racer der lever længst. Chihuahua er en hund af superlative dimensioner, hvor de har hjem i Madonnas, Britney Spears' eller Paris Hiltons håndtasker. Den mexicanske racehund er meget mere end en luksuriøs skødehund.
10 min

Pomeranian

De små Pomeranian hvirvelvinde imponerer ikke med størrelse, men med venlighed, selvtillid og energi. Ikke underligt, at flere og flere af denne spidshund-variant erobrer hjerter landet over.
9 min

Cavalier King Charles Spaniel

Cavalier King Charles Spaniel er livlig, kærlig og en ægte kavaler. Hvad adskiller Cavalier King Charles Spaniel fra King Charles Spaniel? "Cavalieren" er en næselængde længere – og lidt tungere. Få mere at vide om den venlige, sociale spanier.