Gravhund

Det legendariske gravhundeblik har allerede smeltet mange dyreelskeres hjerte. Lær vil du lære alt om de kompakte gravhunde, også kaldet Dachs eller Dachshund.

Kropsbygning: små ben, lang ryg

Gravhunde kan hurtigt genkendes på deres typiske kropsbygning: korte ben under en muskuløs, langstrakt krop. Det opretstående hoved med hængeører hører også til standarden. Karakteristisk for gravhunde er deres lange ryg i forhold til kroppen, hvilket også har givet den det spøgefulde navn “pølsehund”. På trods af de korte ben er de som regel ret adrætte og hurtige. Den kompakte hund er opdelt i tre størrelser, hvor den største vejer omkring 9 kg.  De lidt mindre er dværgstørrelsen med 30 til 35 cm i brystomfang og en vægt på 4-5 kg. De mindste er “miniature gravhunde” med op til 30 cm brystomfang og nogle få kg i vægt.

Pels og farver

Også med hensyn til pelsen går det varieret for sig: udover de tre størrelser er der tre pelstyper: korthåret, langhåret og ruhåret. Alle tre pelslængder kan beundres i mange nuancer: den en-farvede gravhund for eksempel i rød, gul eller rødlig-gul, de to-farvede gravhund i kombinationerne sort og brun, og plettede hunde med mørk grundfarve og lysere pletter. Hvid er dog udelukket, så gravhunden ikke bliver opdaget i sine yndlingsomgivelser, skoven.

Anvendelse som en alsidig jagthund

Gravhunde stammer oprindeligt fra Tyskland, hvor de i middelalderen sandsynligvis blev avlet af jagthunderacen Bracke. Officiel avl uden for adelen har eksisteret siden slutningen af ​​det 19. århundrede, en standard for racen dog kun siden 1925. Det tyske navn “Dachshund” forklarer formålet: de blev oprindeligt avlet som pålidelig følgesvend for jægere så de kunne jagte grævlinger (“Dachs”) og ræve. De korte ben gjorde det muligt for dem at trænge ind i grævlingers og ræves grave, hvor deres opgave bestod i at drive byttet ud af tunnelerne – angribe skulle de dog ikke. Men også udenfor tunnelerne udviste den firbenede jæger alsidige kvaliteter, for eksempel i sporarbejde. I dag er gravhunden populær som ledsagerhunde, og bruges sjældent som rene tjenestehunde.

Historie: fra adelshund til modehund

Én af dem der elskede denne race var Napoleon Bonaparte, og han navngav en af sine hunde “Napoleon”. De sidste hunde han havde blev begravet ved siden af ​​den berømte herskers grav. Gravhunde var lang tid adelens privilegium, blandt andet som jagthund.  Kaiser Wilhelm II. Havde hans foretrukne Gravhund Erdmann selv et mindesmærke med inskriptionen “Etableret til minde om min loyale Gravhund Erdmann (1890-1901) W[Ilhelm] II “. Selv den britiske dronning Elizabeth II., der er kendt for sin passion for Corgis, kan ikke unddrage en gravhunds charme: hun avler selv “Dorgis”, en blanding af Gravhund og Corgi. Også kunstnere har værdsat den kloge fyr, og blev inspireret af firbenede muser: maleren Pablo Picasso og hans gravhund Lump var uadskillelige, hvilket talrige billeder dokumenterer. Kunstneren Andy Warhol udødeliggjorde sine gravhunde Archie og Amos i mange af sine værker.

Efter Gravhunden ikke længere bare var et adelsprivilegium, erobrede racen mange hundeelskeres hjerter i hele Europa. Men især i Tyskland kunne man se de lavstammede hunde slentre gennem byerne og skovene – som familiehund steg populariteten med lynets hast. De Olympiske lege 1972 havde en farverig gravhund ved navn Waldi som maskot, og den blev præsenteret som værende “typisk tysk”. I dag er Dachshunde gået lidt af mode, og ses sjældent på gaden. I Tyskland har antallet af registrerede hvalpe været faldende i årevis. Det skyldes også det stigende antal racer af tilsvarende størrelse: fra Jack Russell Terrier til mops – man har i dag har simpelthen flere valgmuligheder. Og på trods af lejlighedsvise drillerier med øgenavne som “pølsehund”, så har racen fortsat en stor fanskare, som værdsætter den kloge og selvsikre følgesvend.

Natur: charmerende men stædig

Lille hund, stor selvtillid: på grund af gravhundens oprindelige formål, og evnen til at arbejde selvstændigt under en jagt, har de tit en masse selvtillid. Dette kan – hvis de for eksempel møder store hunde – medføre konfliktpotentiale, fordi mange gravhunde ikke udviser den nødvendige respekt. Da Gravhunde er hunde, der arbejder selvstændigt, bestemmer de også helst selv, hvilken vej vinden blæser. Gravhund med en stærk behagesyge, som bare venter på at fuldføre enhver tænkelig ny opgave, er et overskueligt mindretal. For Gravhundevenner betyder det, at de bør starte tidligt i hvalpealderen med kærlig-konsekvent opdragelse! Det styrker også båndet mellem hund og ejer, hvilket sammen med en gravhund opbygges nænsomt og vedligeholdes. Selv om de har en tendens til en vis manglende respekt overfor andre firbenede og tobenede, er Gravhunde normalt afbalancerede ledsagere, der hverken er nervøse eller aggressive.

Sygdomme: ryggen som det svage punkt

Gravhundens korte ben og lange ryg kan være en ulempe. Den lange ryg og den lange rygsøjle (i forhold til resten af ​​kroppen), gør gravhunde mere modtagelige for visse helbredsproblemer.  Motion og en sund kropsvægt er at anbefale. Trapper er ikke optimale på grund af gravhundens kropform, og det anbefales derfor, at du bærer din gravhund op af trapper. Ruhårede gravhunde betragtes som de mest robuste repræsentanter for deres race – men de siges også at være de mest stædige.

En gravhund som familiemedlem

Du ønsker at nyde en gravhunds blik hver dag og invitere en gravhund ind i dit hjem? Et godt valg! Der er dog nogle ting der bør afklares inden en gravhund flytter ind:

Gravhunde har en forventet levetid på 15 år og mere – er du klar til at tage ansvar i så lang tid? Tænk over, hvordan det nye familiemedlem kan sørges for hvis du er fraværende på grund af ferie eller sygdom. Mange hoteller tillader også hunde i dag – undersøg mulighederne. Du kan også spørge Gravhundevenner hvordan det er at leve sammen med de små hvirvelvinde. På internettet kan du hurtigt lære ligesindede at kende, og kan få tips fra de erfarne. En gravhund er på trods af sin lidne størrelse ikke en typisk skødehund, også selv om de nyder at blive kælet for. Børn bør også forstå, at de skal respektere det.

Pleje fra hoved til pote

Hvis en gravhunden skal føle sig godt tilpas, har den brug for regelmæssig pelspleje. Det er bedst at børste en Gravhund flere gange om ugen – uanset om du har en lang- eller korthåret gravhund derhjemme. Langhårede Gravhundes pels er naturligvis lidt mere tidskrævende. Gravhunde er med deres korte ben gerne undervejs i tæt underskov – når du børster bør du derfor være opmærksom på skadedyr, der har bidt sig fast på dit kæledyr.

Opdragelse for små stædige asener

Når Gravhunde har sat sig noget i hovedet er de svære at få dem fra det, og deres opdragelse kræver konsekvent tålmodighed og empati. Det er deres oprindelige brug selvstændig jæger i gange under jorden, der spiller en vigtig rolle, fordi en sådan på modig og selvsikker vis skal være i stand til at træffe egne beslutninger. Sæt klare regler, men det er ekstra vigtigt at være konsekvent! Gravhunde er normalt hurtige til at opfange hvad der forventes af dem – og holde sig til det. Men hvis du giver efter for et par tiggende hundeøjne, vil det blive skamløst udnyttet. En gravhund har normalt et stort jagtinstinkt – opdragelsen bør have det for øje og få kontrol over det instinkt. Gravhunde bør altid tilvænnes andre hunde og børn mens de er hvalpe, så de kommer overens senere. De kan vænnes til andre kæledyr, men smådyr vil i “naturen”, når du lufter dem, som regel altid være “bytte” hos den ivrige jæger. At gå tur uden hundesnor er som regel kun muligt med ekstremt velopdragne gravhunde.

Beskæftigelsen for gode spornæser

De kloge hoveder har masser af karakter, og har brug for, at man underholder dem en del, så de ikke keder sig. At apportere, hente skjulte genstande i hus og have, øve tricks – Gravhunde elsker disse små julelege, og det styrker også båndet mellem menneske og hund. Til aktiviteter såsom Agility er de små hvirvelvinde dog ikke rigtig egnet, men de kan lide at gå lange ture – masser af motion er den bedste modgift mod den racetypiske Gravhundlammelse. Mens du er af sted bør der altid være god tid til omfattende undersøgelse i krattet så de kan sniffe sig frem til alle de spændende ting, som en lille detektiv.

Gravhund søges?

Er du faldet pladask for denne race, og har besluttet dig for, at de skal flytte ind i dit hjem? Så er det bare at gå i gang! Når du vælger en opdrætter, bør du dog være opmærksom på nogle punkter: det bør absolut være én, der er medlem af en hundeforening. Her findes også enkelt sorte får, men foreningsmedlemskab er et rigtig godt tegn. Hvis du skal lære hvalpen at kender, er det bedst hvis det foregår hjemme hos opdrætteren, så du kan få en idé om det miljø dit potentielle nye familiemedlem er vokset op i.  Her kan du ikke lære hvalpene, men også forældre og eventuelt søskende, at kende. En seriøs opdrætter er også nysgerrig: interesserer sig for, hvordan hans afkom kommer til at leve i fremtiden, og stiller spørgsmål om din livssituation eller dine fritidsaktiviteter. En købsaftale er en selvfølge. Hvis det ikke behøver at være en hvalp, findes der også steder med voksne eller ældre Gravhunde på udkig efter et nyt hjem. De kan være ganske velopdragne, og det kan plejefamilier have en god fornemmelse for. Det har for den uerfarne den fordel, at de kan lære den voksne gravhund at kende, uden at skulle stå for hele hundetræningen, der er så fundamentalt vigtig hos en Gravhund. Både opdrættere og dem, der formidler ældre gravhunde, bør kunne rådgive dig ganske godt! Også på internater kan du til tider finde en Gravhund, som vil glæde sig over et nyt hjem.

Du bør dog gå en stor bue rundt om avlere, der tilbyder Gravhunde til formentlig billige penge. Når en god opdrætter under blod, sved og tårer har valgt mentalt og fysisk sunde parringsdyr, og har fået undersøgt afkommet grundigt hos en dyrlæge, så har de “orange” avlere som regel kun om profit for øje. Tæven bliver tit misbrugt som rugemaskine, men det påvirker også hvalpene, isære hvis de tages fra moderen for tidligt. De har ofte sociale og sundhedsmæssige mangler, hvilket i det lange løb påvirker din tegnebog: mange af disse hvalpe er kronisk syge eller udvikler sygdomme efter købet, der skyldes den kærlighedsløse fortid. Gravhundevenner og dyreelskere bør tænke langsigtet og ikke ty til medlidenhedskøb, fordi det er med til at skabe efterspørgslen på alt for billige tilbud. Sande hundevenner ved da også, at en gravhund fra et godt hjem kan du faktisk købe, men er samtidig guld værd!

Vi ønsker dig et vidunderligt liv med din kloge Gravhund!