Schæferhund – German Shepherd

Schæferhund på stranden

Schæferens Egenskaber

Der findes næppe en anden hunderace, der er så alsidig som Schæferen. Schæferhunden er oprindeligt opdrættet som hyrdehund til bevogtning af får, men den bruges nu som en tjeneste- og vagthund i politi, militær og toldvæsen, som rednings- og terapihund, som lavinesporhund og som førerhund. Schæferhunden er ikke kun i sit hjemland Tyskland, men også i hele verden, den hunderace, der oftest bruges som tjenestehund.

Sikker, robust og nem at håndtere

Intet menneske eller maskine kan erstatte den modige, udholdende og pålidelige hund i det arbejde, den udfører. Deres drev, deres modstandsdygtighed og deres selvtillid er legendariske. Den store intelligens, samt læreevne, og den enorme arbejdsvilje, gør, at den accepterer nye udfordringer med lynets hast, og er således velegnet til næsten enhver opgave. Derudover er Schæferhunden meget glad for mennesker. Den er altid sin ejer trofast, loyal og pålidelig. På den måde er det frem for alt kombinationen af robusthed, drev, pålidelighed og nemme håndtering, der gør Schæferhunden er så populær, og til visse indsatsområder nærmest forudbestemt.

En brugshund som familiehund?

Dens trofasthed og pålidelighed overfor mennesker har også gjort Schæferen til en populær familiehund. I sandhed er hunden - forudsat at den er velopdragen og holdes i gang - en storartet partner og ledsager, der passer godt ind i familielivet. Godt socialiserede Schæferhunde er meget glade for børn og kommer godt ud af det med andre husdyr. En forudsætning for et liv som familiehund er dog, at den aktive hund bliver fysisk og mentalt udfordret. Hunde, som ikke beskæftiges nok, hvor der ikke tages hensyn til deres bevægelsestrang og deres arbejdsvilje, vil udvikle dårlige vaner, som dybest set ikke ligger til den afbalancerede racehund. De bliver nervøse, overopmærksomme og er vanskelige at håndtere i hverdagen. Schæferhunde, der har nok fysisk og mental beskæftigelse, er derimod et aktiv for enhver familie: lege- & sportskammerat og en utrolig loyal beskytter.

Udseende

Med en skulderhøjde mellem 60 og 65 cm hos hanner og 55 til 60 cm hos hunner, er Schæferhunden en af de mellemstore til store hunderacer. Den velproportionerede krop afspejler livet som arbejds- og brugshund. Den er stærk og muskuløs, men virker altid atletisk og smidig - der er ingen tendens til klodsethed. Den har en bred og stærk gangart, der vidner om en enorm udholdenhed.

Det kileformede hoved, der er i harmoni med kroppen, slutter med en lige næseryg og en næse, der altid er sort. Ikke mindst imponerer den sit modstykke med et tandsæt på 42 tænder. Dens oprejste og fremadrettede ører, samt de mørke og lidt skrå øjne giver Schæferhunden et vågent og opmærksomt udtryk.

Pels- og farvevariationer

I lang tid tillod racerstandarden fra FCI, hvor den Tyske Schæferhund er opført under nummer 166 i gruppen af hyrde- og drivhunde, kun stockhårede hunde. Stockhåret skal være tilliggende, og skal forstærkes af en tæt underuld, så hunden på pålidelig vis er beskyttet mod sne, regn og kulde.

Først i 2008 blev langstockhårstypen også optaget i FCI-standarden. Det lange, bløde dækhår, som ikke ligger tæt an ved denne pelsvariant, er busket ved ørerne, benene og halen. Den stærkt hårede hals har en karakteristisk mane. Stockhårpelsens og langstockhårpelsens farver er sorte med brune, gule eller lysegrå aftegninger, ensfarvet sort eller ulvegrå, eller grå med brune aftegninger.

Hvide Schæferhunde

Selv om der i nogle tilfælde også forekommer hvide Schæferhvalpe, har FCI-standarden siden 1933 anset farven hvid som en falsk farve. I 1968 holdt "Shepherd Dog Club of America", som er ansvarlig for standarden for "American Kennel Club", ligeledes op med at acceptere den hvide farve. Eneste undtagelse i dag er "Canadian Kennel Club", som stadig accepterer hvide Schæferhunde i sine stambøger. Siden 2011 har FCI ført en hvid Schæferhund som en selvstændig hunderace under navnet "Berger Blanc Suisse" (Hvid Schweizisk Hyrdehund). Hvide tyske Schæferhvalpe må dog ikke parres med de schweiziske hunde og kan derfor ikke registreres som sådan.

deutscher schäferhund hundeschule

Højavl, udstillingsavl og brugsavl

Dybest set er Schæferhunden blevet større og mere massiv i løbet af årene. Kritikere klager over, at denne form ikke har meget fælles med den originale type, som var meget lettere, mindre muskuløs, men mere adræt og manøvredygtig. Tvister mellem opdrættere førte til, at der i dag skelnes mellem to forskellige linjer: på den ene side højavl eller udstillingsavl, med en lidt mere massiv kropsbygning og en skrånende ryg. På den anden side brugsavl, der foretrækker en lettere type og lægger vægt på gode tjenestehundegenskaber.

Historie

Schæferens forfædre levede sandsynligvis allerede i det 7. århundrede i Tyskland. De stockhårede hunde havde allerede dengang en ganske bred vifte af arbejdsopgaver. Selv om deres hovedopgave var som hyrde- og drivhunde af fåreflokken, skulle de samtidig bevogte og beskytte hyrdens ejendele.

Historien om Schæferhunden, som vi kender det i dag, begynder officielt først i slutningen af det 19. århundrede. I 1871 startede den preussiske hofmarskal Max von Stephanitz, som i dag betragtes som grundlægger af denne race, den målrettede opdræt af disse alsidige hunde.

Hector von Linksrhein, også kendt som Horand von Grafrath

Stephanitz havde en rungende succes med hannen "Hektor von Linksrhein", som han omdøbte til "Horand von Grafrath" da han købte den i 1898. Horand var den første hund, der blev registreret i stambogen i den nystiftede forening "Verein für Deutsche Schäferhunde". I opdrætten satte Stephanitz hele sin lid til ham og til broren "Luchs von Sparwasser". Horand von Grafrath og Luchs von Sparwasser samt tæven "Mari von Grafrath" betragtes i dag som Schæferhundens stamforældre. De fleste Schæferhunde kan føres tilbage til dem.

Schæferhund: Symbol på "tyske dyder"

Målet for Stephanitz som opdrætter var klart defineret. Han var interesseret i en alsidig brugshund, hvor han havde præcise ideer om væsen og arbejdskarakteristika. Dyderne mod, loyalitet, lydighed, udholdenhed og robusthed har gjort Schæferhunden verdensberømt og i mange lande en af de mest populære tjenestehundeacer af myndigheder såsom politi og militær. I verdenskrigene blev disse kvaliteter stiliseret som "tyske dyder". Schæferhunden blev et symbol på nationalsocialistisk ånd. I kølvandet på anti-tysk vrede i udlandet ændrede den britiske kennelklub racenavnet til "Alsatian Wolf Dog" eller senere til "Alsatian Dog" for at omgå attributtet "tysk". Det var først i 1977, at denne navneændring blev omstødt. Men i Danmark er det stadig ikke kutyme at bruge udtrykket "Tysk Schæferhund".

Ikke desto mindre var Schæferhunden en populær krigshund ikke kun på tysk side men også hos de allierede. Den blev imidlertid først og fremmest berømt-berygtet gennem sin indsats i koncentrationslejre og som Adolf Hitlers loyale følgesvend. Talrige billeder af nazistiske propaganda viser Hitler med sin Schæferhund "Blondi". Trods denne instrumentalisering og bestandens stærke decimering under 2. verdenskrig var racen i stand til efter krigen at sætte sig igennem, og blev snart igen en af verdens mest eftertragtede brugshunde. Schæferhunden nyder stadig mere popularitet, i og med at den herefter også fik en "nyorientering" som familiehund.

Avl og sundhed

Desværre, da racen blev mere og mere udbredt, steg også antallet af racetypiske sygdomme. For eksempel blev den "hoftedysplasi" (HD), der i dag findes i mange hunderacer, først opdaget i en Schæferhund. En anden ledsygdom, som racen kæmper med igen og igen, kaldes "albueledsdyplasi" (AA) samt den degenerative korsledsinstabilitet, også kaldet "cauda equina syndrom", som fører til lammelse. Derudover optræder der flere øjensygdomme og allergier i Schæferhunden.

deutscher schäferhund Welpen

Sunde hvalpe finder du ikke på tilbud

Gentests af avlsdyr skal mindske forekomsten af dén slags arvelige sygdomme. I mellemtiden giver en såkaldt avlsværdi information om, i hvilken udstrækning en hvalp er prædisponeret for en sygdom. Hunde, der er i risikozonen bliver udelukket fra opdræt. Hvis du er interesseret i en Schæferhvalp, bør du forsikre dig, at opdrætteren har fået gennemført og "bestået" alle anbefalede tests. Forudsætningen for dette er, at du køber din hvalp fra en opdrætter med et godt ry, og som bruger meget tid og mange penge på sine hundes sundhed, og til slut er åben for alle spørgsmål. Det siger sig selv, at en helt igennem sund og gennemtestet hvalp ikke kan fås til en overkommelig pris. Sammenlignet med andre hunderacer er en hvalpepris på 5000 kroner stadig ret lavt sat for en Schæferhund med stambog.

Hvilken opdrætter passer til mit temperament?

Før du vælger en opdrætter, bør du gøre dig tanker om hvilket formål, din Schæferhund skal bruges til. De fleste opdrættere har specialiseret sig og fremmer derfor forskellige egenskaber i deres avlsdyr. Hvor stærk hundenes hyrdeinstinkt eller arbejdsiver er, afhænger ikke mindst af avlen. Forespørg på forhånd om opdrætteren bedriver udstillings- eller brugsavl, og vælg den kennel der bedst passer til dine behov og forventninger. Men selv hvis du blot ønsker at holde din hund som en ren familiehund, skal du være opmærksom på, at også Schæferhunde fra udstillingsavl er enormt nysgerrige og har et stort beskæftigelsesbehov, hvor korte gåture rundt i kvarteret langtfra tilfredsstiller dem.

Schæferhundeernæring

Din hunds aktivitetsniveau bestemmer også, hvilket foder der er bedst. Det er klart, at hunde, der "arbejder" flere timer dagligt og bevæger sig meget, har andet energibehov end en familiehund, der har som regel også har lange hvileperioder. Dybest set er dog alle hunde - uanset hvilke opgaver de forfølger - ikke må få for få proteiner, mineraler og vitaminer til den sunde udvikling. Hundens vigtigste proteinkilde er kød, som derfor bør indeholde ca. 70 procent kød, og som du serverer for din hund i form af færdigfoder, egen tilberedning eller rå (som "BARF"). Et grøntsags- og frugtindhold på omkring 20-30 procent anbefales, så din hund får andre vigtige vitaminer og mineraler. For meget korn eller endda sukker hører egentlig ikke til et sundt hundefoder.

Gå på opdagelse i vores store udvalg af hundefoder til Schæferhunde i zooplus hundeshoppen!

Undgå for hurtig vækst

Da hyrdehunde, som mange store racer, er tilbøjelige til ledproblemer, er det vigtigt at forhindre, at de vokser for hurtigt i de første par måneder. Undersøgelser viser, er hoftedysplasi ikke kun genetisk, men også foderbetinget. Foder med for højt energiindhold og for meget fedt fremskynder hvalpens allerede hurtige vækst og kan forårsage problemer med leddene selv sent i livet. Lad din opdrætter derfor give dig en nøjagtig foderanbefaling og være opmærksom på artskorrekt hvalpefoder. Opdrætteren vil også råde dig til holde lidt igen med motion mens de er hvalpe. Først og fremmest bør du undgå trapper i starten. Naturlige hvileperioder understøtter en sund udvikling af knogler og led.

Pleje

Til et sundt hundeliv hører udover en god diæt og artskorrekt dyrehold, selvfølgelig også den passende pleje. Stockhhårpelsen er forholdsvis nem at pleje, om end regelmæssig brug af kam og børste er nødvendig for en sund pelsstruktur. Lige så vigtigt er regelmæssig ormekur og vaccinering hos dyrlægen. Desuden bør du have holde særligt øje med din hunds ører, øjne og klør. Sidstnævnte bør nu og da renses eller klippes, og tjekkes hos dyrlægen hvis der sker forandringer.

Hold af Schæferhunde

Hvis du beslutter dig for at optage en Schæfer i familien, bør du først og fremmest ikke bare tænke på deres pleje og kost, men også på deres hold. Schæferhunde er først og fremmest brugshunde og bør også "bruges" sådan i en familie. En tilstrækkelig fysisk og mental beskæftigelse er afgørende for en harmonisk samliv. Som ejer af en Schæferhund bør du ikke kun have lyst og tid til lange gåture (cykling går også), men også stræbe efter ordentlig beskæftigelse af din motions- og lærevillige hund - det kan være hundesport eller uddannelse.

Sportslig familiehund

Dens alsidighed gør, at Schæferhunden kan blive begejstret for næsten al slags hundesport, og derfor er agility og hundedans, samt lydighedstræning enormt velegnede. Desuden gør dens fremragende lugtesans ham nærmest forudbestemt som sporhund eller til Mantrailing (personsøgning). Anbefalelsesværdigt - også til familiehunde - er også en uddannelse som redningshund, vagthund eller som hyrdehund. Uanset hvilken sportslig eller mental beskæftigelse du beslutter dig for, vil de positive konsekvenser for din hund og forholdet mellem jer meget hurtigt være mærkbar. Hunde, der træner kroppen og sindet tilstrækkeligt, nyder også hvileperioder i højere grad, men er også mere modtagelige over for opdragelse. Hvis du har tid nok til at træne og konditionere din Schæferhund, belønnes du med en meget elskværdig, udholdende og trofast familiehund, der er nem at holde.

Vores mest hjælpsomme artikler

Golden Retriever

Den mellemstore Golden Retriever er en stor børneelsker og ideel familiehund: den er meget menneskekærlig og nem at håndtere, men har brug for lidt pleje og meget bevægelse.

Chihuahua

Verdens mindste hunderace har verdens mest berømte ejere og er en af de racer der lever længst. Chihuahua er en hund af superlative dimensioner, hvor de har hjem i Madonnas, Britney Spears' eller Paris Hiltons håndtasker. Den mexicanske racehund er meget mere end en luksuriøs skødehund.

Cavalier King Charles Spaniel

Et særligt kendetegn adskiller Cavalier King Charles Spaniel fra King Charles Spaniel: næselængden. Begge racer er navngivet efter kongerne Charles I og Charles II., som begge elskede Spaniel-hunde. Cavalier King Charles Spaniel har ikke mistet noget af sin oprindelige charme.