Sibirisk kat

Den sibiriske kat er indbegrebet af en naturrace. Denne mellemstore skovkat med mellemlang pels og kraftig bygning er efter sigende opstået uden menneskelig indflydelse i Rusland. Decideret opdræt er et fænomen der startede så sent som i 1980erne.

Det største indtryk efterlader „Sibirskaja koschka“s ydre og den ukomplicerede karakter. Den frodige men lette pels er indrettet til ekstremt kolde sibiriske vintre og varme somre.

Udseende

Sibiriske katte kan man kalde vildkat i miniformat. Den halvlange pels med vandafvisende, robust dækhår og tæt underpels gør, at denne race lidt ligner Maine Coon og Norsk Skovkat. Den er dog betydeligt mindre og mere langbenet end skovkattene fra Norge. I forhold til størrelsen er de dog ret tunge, helt op til ni kg. De er derfor også først helt udvoksede når de er tre år gamle.

Den Sibiriske Kat kan ikke løbe fra sin oprindelse i Sibirien. Om vinteren har pelsen dobbelt lag, er vandafvisende og holder katten varm med sin særlig tætte men fine underpels. Værd at bemærke er også den yppige halskrave og brystpels. Om sommeren taber Sibiriske katte derimod deres underpels, resultatet er en tydeligt kortere og lettere pels, hvilket er perfekt til de varme sibiriske sommermåneder. Halen bør dog forblive fyldig og busket. Totterne mellem tæerne tabes heller ikke når katten taber sin vinterpels, og hårtotter på ørerne ses også gerne. Den Sibiriske kat har tendens til rundt hoved og afrundet pande, store øjne og mellemstore, brede ører. Farven bør være ensartet og passe til pelsfarven, hvor afskygninger af gul/guld og hen til grøn er tilladt, og ved katte med hvid eller tofarvet pels også blå eller tofarvede øjne.

Som ved mange katteracer har de forskellige opdrætterforeninger egne krav hvad angår udseende og læner sig op af den tilsvarende internationale opdrætterforening som foreningen har tilsluttet sig. Det viser sig især ved pelsfarver. Hos TICA må den Sibiriske Kat bære „alle traditionelle farver“, men de fleste andre opdrætterforeninger udelukker farver som cinnamon, fawn, chocolate og lilac. De engelsksprogede opdrættertermer dækker over følgende:

• Cinnamon betegner den rødlige farvevariant
• Fawn er en fortynding af den rødlige farvevariant cinnamon (hos Sibiriske katte ses fawn nærmest rød-beige)
• Chocolate er en brunlige grundfarve
• Fortyndingen af den brunlige grundfarve er lilac

Bortset fra ovenstående så er alle farver og mønstre, samt enhver andel af hvid tillad. Som eneste skovkatrace så er det også tilladt med „point“ hos den Sibiriske Kat, og de har endda deres egen racebetegnelse: Neva Masquarade. Hos Fédération Internationale Féline (FIFe) står Neva Masquarade opført som selvstændig race. Hos katte med point siger standarden i øvrigt, at blå øjne er tilladt – jo mørkere, jo bedre!

Karakter

Det er ikke kun udseendet der minder om en vildkats, men racen kendetegnes også ved at være ukompliceret og ved dens gode instinkter. Sibiriske Katte gælder som gode jægere og elsker at hoppe og klatre. Denne aktivitetsglæde gør også, at de ikke er gode som indekatte, hvorimod en sikret have imødekommer skovkattens natur i højere grad. De holder til lidt af hvert og insisterer uanset vejrlig på at få noget frisk luft. Sibiriske Katte elsker vand, og et regnskyl holder dem lige så lidt tilbage som en snestorm.

Sibiriske Katte er yderst nysgerrige og ved hvad de vil. Samtidig gælder de som værende intelligente og eventyrlystne – for eksempel lærer mange Sibiriske Katte allerede i en tidlig alder at betjene et dørhåndtag! Derfor er det vigtigt, at man benytter sig af en god omgang katteopdragelse, for ellers danser katten på bordet når musene er ude.

Ikke desto mindre så er de samtidig meget loyale overfor „deres“ menneske og der berettes om hele samtaler fra katteejere af denne race.

Alt i alt så er Sibiriske Katte helt igennem oprigtige og robuste – samt uden de sygdomsmæssige problemer som målrettet avl kan føre med sig.

Historie

For den Sibiriske Kat begyndte systematisk avl først i 1980erne.

Navnet „Sibirskaja koschka“ („Sibirisk Kat“) var i hjemland hovedsageligt betegnelsen for muskuløse tamkatte med yppig plyspels. Langhårede katte findes da også i alle egne af Rusland og Sibirien, omend ikke så hyppigt som korthårede katte.

Det er ikke entydigt opklaret, i hvor lang tid det langhårede aspekt har været så udbredt i den russiske kattepopulation. Nogle forskere går ud fra teorien om en selvstændig mutation, mens andre hælder til, at de er blevet krydsede med langhårede katte fra Mellemøsten. Den præcise oprindelse for sibiriske katte er omstridt i Sibirien. I mange år gik man ud fra, at Sibiriske Katte var nært beslægtede med kaukasiske vildkatte. som i kropsbygning og pelsbeskaffenhed tydeligt forskellige fra den Afrikanske Vildkat. Nyeste videnskabelige erkendelser modbeviser dog denne teori, idet et forskerhold på Oxford University fandt ud af, at alle tamkatte på alle fem kontinenter afstammer fra denne kat.

I Europa var langhårede katte frem til det 19. århundrede en sjældenhed. Handelsrejsende og eventyrlyste fik dog hurtigt et godt øje til Ruslands langhårede katte, og allerede i 1864 er den Sibiriske Kat beskrevet i en udgave af „Brems Dyreliv“, og dukkede sporadisk op i andre europæiske publikationer.

Langhårede katte fra Rusland var også udstillet på den første katteudstilling i Crystal Palace i London i år 1971. Langhårs-gener er recessive, og kan derfor også opstå i kuld fra korthårede katteforældre – og disse katte dannede så senere grundlaget for opdræt af Sibiriske Katte. Efter den nævnte udstilling røg racen dog i glemmebogen og opdræt af katte var på det tidspunkt kun i den spæde start. Langhårede katte var derfor en sjældenhed og blev krydset på forskellig vis, så perserkatte og lignende racer opstod, som var både mere kendte og mere populære racer. Den politiske situation i Soviet-tiden var derfor også med til at isolere Rusland i katteopdræt-øjemed.

En nystart blev foretaget i 1980erne, hvor langhårede tamkatte fra Rusland dukkede op i DDR, og i 1985 eksperimenterede man lidt med opdræt, hvis afkom blev udstillet i 1986. Herefter gik det slag i slag. I 1987 blev den „Sibiriske Skovkat“ officielt anerkendt, og racens første officielle kuld blev født den 12. maj 1988 i DDR. Allerede i 1987 havde en russisk indvandrerfamilie det første par russiske skovkatte med i bagagen, hvor det første registrerede kuld blev født i 1989. Herefter blev denne race mere og mere populær.

Cirka samtidig begyndte systematisk opdræt af „Sibirskaja Koschka“ i Rusland. Hver opdrætterforening havde dog hver sin racestandard, så udseendet af Sibiriske Katte var ikke ligefrem ens. Rusland eksporterede sine første eksemplarer til USA i 1990. De høje omkostninger for at importere fra Rusland betød dog, at bestanden af russiske langhårskatte i USA forblev forholdsvis lille.

I dag bliver Sibiriske Katte opdrættet verden over. Navnet blev i 1991 ændret fra „Sibirisk Skovkat“ til „Sibirisk Kat“, først og fremmest for at kunne adskille den fra den „Norske Skovkat“. 1992 blev racen officielt anerkendt af World Cat Federation, og FIFe fulgte trop i 1998. I engelsksprogede lande bliver racen kaldt både Siberian Forest Cat, Siberian og Siberian Cat.

Pleje

Sibiriske Katte elsker natur og elsker at hoppe, løbe og jage – hvilket gør, at de kun begrænset egner sig som indekatte. Hvis de har adgang til en sikret have er det perfekt, idet de gerne bruger store som små træer til at klatre og kradse, og de strejfer gerne gennem underskov for at jage mus og fugle.

Den lange pels filtrer let fordi de har sådan en tæt underpels. Især om vinteren og mens de skifter pels har de brug for hjælp med pelsplejen. Hvis du vænner katten i en tidlig alder til kam og børste, er det som regel ikke det store problem at børste pelsen hver anden dag for at fjerne dødt og filtret hår. Hvis du serverer maltpasta og giver mulighed for adgang til kattegræs så er det nemmere at passere slugte hår. Hen imod sommeren taber den sibiriske langhårskat en stor del af underpelsen. I sommermånederne kan den Sibiriske Kat som regel selv pleje sin kortere og tyndere pels, men selv en indekat har godt af regelmæssig brug af kattebørste, så det bliver nemmere at vænne sig til den noget længerevarende pelspleje i vintermånederne. Katte med adgang til natur bør under alle omstændigheder få fjernet blade, burrer og lignende regelmæssigt.

Udover pelsplejen er en artskorrekt kost alfa og omega for din sibiriske kat. Rovdyr, som katte er, har brug for foder med mange proteiner – kulhydrater kan kun i begrænset omfang omsættes til energi. Årlig kontrol hos dyrlægen sikrer, at sundhedsproblemer bliver opdaget rettidigt, og her kan du også få råd og vejledning i forhold til pleje og ernæring.

Opdræt

Sibiriske Katte er ikke verdes tammeste kat, men opdræt har ikke foregået i særlig lang tid, så arvelige sygdomme typisk for opdræt findes stort set ikke. Krydsninger og opdræt har ført til enkelte tilfælde, men det bedste middel mod arvelige sygdomme er gennemtænkt, professionel avl, der undgår indavl og lægger vægt på sunde dyr. Både opdrættere og køber har ansvar for at bevare den Sibiriske Kat mod arvelige sygdomme.

For dig som køber er det særlig vigtigt kun at købe katte fra ansvarlige, professionelle opdrættere. Annoncer, der har en ordlyd i retning af „racekatte til billige penge“, er fordi de som oftest ikke har sat ve og vel i centrum. Katteopdræt er en dyr hobby, og dem der sælger for profittens skyld, har som regel sparet på foder, omgivelser, sundhedstjek og gennemtænkt parring. En opdrætter, der tager ansvar, køber ordentlig foder og tager regelmæssigt til dyrlægen for at teste for kendte arvelige sygdomme. Her vil man kunne forlange dokumentation for de tests, der er blevet foretaget. Opdrætterforeninger er ikke kun skrankepaver, de sikrer også standarden, og derfor er dem, der mener det alvorligt, også medlem af en forening.

Killinger må ikke forlade deres mødrene hjem før de er 12 uger gamle, hvor de lærer en hel masse. En opdrætter sørger for, at de i denne vigtige tid har alt hvad de har brug for, og køberne bør de også give et par tips med på vejen – også efter købet er foretaget!

Det koster selvfølgelig altsammen, og for at dække omkostninger skal der selvfølgelig også betales en vis pris for disse flotte racekatte. Sibiriske Katte kan koste henved mellem 6.000 og 10.000 kroner, og især hvis man gerne vil give sin kat en artsfælle at lege med, kan det godt blive en bekostelig affære.

Hvis du tager hensyn til ovenstående, har du de bedste forudsætninger for at få en social og skøn kat, der forhåbentlig kan ledsage dig i mange år. Alternativt kan du jo også forsøge dig med et dyrehjem, for ind i mellem vil du godt kunne finde nogle langhårede racekatte.

Vi ønsker dig en skøn tid med din Sibiriske Kat!