Historie
Udover de nævnte øreproblemer, er den tyske pinscher en race, som oplever meget få hundesygdomme, måske fordi racen aldrig i sin lange historie er blevet “overavlet”. Den tyske pinscher hører til den ældste hunderace i Europa, sammen med hunde som Schnauzeren. Man mener, at de er direkte efterkommere af tørvehundene, som eksperterne daterer så tidligt som til omkring 3000 f.Kr. Men hvor racen oprindeligt kom fra, er endnu ikke klart. Nogle forskere mener, at pinscheren kom fra Württenberg, mens andre siger, det er en afledning af den engelske terrier. Flere tror dog, at det er omvendt – at den engelske terrier er en afledning af den tyske pinscher. Det eneste der ikke kan diskuteres er, at den tyske Pinscher's udseende har ændret sig meget lidt over årene. I 1880-udgaven af den “Tyske Stambog” nævnes racen og den er portrætteret på malerier fra middelalderen og renæssancen.
Ved århundredeskiftet kunne man finde den tyske pinscher på næsten hver en gård og landbrug. Den havde to hovedopgaver på disse gårde – først og fremmest at passe på huset og gården; for det andet, at fjerne dyr, som rotter, mus og mårrer. De blev også brugt som vagthunde ved hestevognene. Mest at alt var det pinscherens alsidighed, som adskilte den fra de andre hunde og gjorde den til sådan en vigtig partner for landmænd, gårdmænd og vognmænd. Det er også muligt, at navnet “Pinscher” kom fra dens evne til at fange rotter – ordet betød “Beisser” (“bidderen”) på gammelt høj-tysk og er måske knyttet til det engelske verbum, “at knibe”, fra ideen om, at de fangede musen og rotterne ved at knibe dem mellem deres poter.
Da hunden fungerede som rottefanger, kunne den stort set stille sulten selv, hvilket var endnu en grund til at den var populær, udover dens udholdenhed og evne til arbejde selvstændigt.
På denne tid ansås den glathårede og den ruhårede pinscher som samme race, i dag kendes de som tysk pinscher og schnauzer. Pinscher klubben, grundlagt I 1895, inkluderede begge racer som en sammenlagt race. Selvom man i dag anser racerne som to helt adskilte racer, administreres de stadigvæk sammen af Pinscher-Schnauzer Club 1895.
Det var først i det tyvende århundrede at den ruhårede schnauzer og den glathårede pinscher blev adskilt som to forskellige racer. I 1917 blev den ruhårede pinscher officielt omdøbt til schnauzer og samtidigt blev mini-pinscheren anerkendt som selvstændig race. Den tyske pinscher faldt i popularitet på dette tidspunkt. Samtidig betød starten på Industrialiseringen, at mange gårdejere og vognmænd blev arbejdsløse, fordi heste og hestevogne blev udskiftet med motoriserede køretøjer. I takt med dette, forsvandt den tyske pinscher fra billedet.
Heldigvis tog avlsmanden, Werner Jung, i midten af halvtredserne den næsten uddøde race med til Pinscher-Schnauzer klubben og præsenterede i 1958 en ny version af den glathårede pinscher. Det lykkedes Jung at sikre eksistensen for den tyske pinscher med pinscher-tæven, “Kitty vom Bodenstrand” og de overdimensionerede mini-pinschers, “Jutta Jung”, “Illo Fischer”, “Fuerst Jung” og “Onzo Illgen”. Men selv i dag er den tyske pinscher en sjælden race. Mellem 1998 og 2003, blev der kun født 160-220 hundehvalpe om året, og i 2003 blev den tyske pinscher sat på listen over truede kæledyrs-racer.