© Guy Sagi / stock.adobe.com
Grand Danois er en af verdens største hunderacer. På trods af sin imponerende udseende og iøjnefaldende snudeparti, er hundene faktisk ekstrem venlige, blide og kærlige, og elsker at kæle med deres ejere. De glemmer tit deres store størrelse og har derfor fået kælenavnet, “den største skødehund i verden”!
Racestandarden, som er fastlagt af Fédération Cynologique Internationale (FCI), beskriver Grand Danois som “kærlig og hengiven overfor sin ejer”. De kærlige kæmper hader at være alene og er mest tilfredse, når de er sammen med deres ejere. Deres reserverede og ukomplicerede natur gør dem ideelle til næsten alle typer livssituationer. Selvom de holder af mennesker, er de ikke underdanige dyr og deres intelligens overrasker tit deres ejere - heldigvis på en positiv måde.
Alligevel mødes Grand Danois ofte med frygt og afvisning i samfundet pga. dens kæmpe store størrelse. Når Grand Danois-ejere er ude at gå tur med deres hunde, hører de ofte hvisken mellem folk, der stiller bizarre spørgsmål som, “er det en hund eller en hest?” Folk med små hunde går hellere over på den anden side af vejen, når der kommer en Grand Danois, af frygt for hvad de giganiske hunde kunne finde på at gøre ved deres små vovser. Hvis du nogensinde kommer i denne situation, er der kun en ting at gøre – slå koldt vand i blodet! Det er kun naturligt, at mennesker bliver bange for Grand Danois-hundens størrelse. Men dette er nemt at ændre, når blot man lærer denne venlige, lydige og intelligente race at kende. Og husk, at for hver negativ reaktion du møder, får du med sikkerhed også mange positive, entusiastiske reaktioner!
Selvfølgelig kan den respekt, som Grand Danois' kæmpe størrelse opnår, også være til stor fordel i mange situationer. For eksempel er de meget populære vagthunde. De opmærksomme hunde møder fremmede med forsigtighed og skepsis, selvom de sjældent gøer eller opfører sig truende – det behøver det ikke, for de færreste indbrudstyve ville have lyst til at prøve kræfter med en Grand Danois! Disse hunde har faktisk en meget høj tolerance-grænse og viser sjældent vrede eller aggressiv opførsel. Når den har med mennesker eller andre dyr at gøre, anses den generelt for at være utrolig venlig. Det er derfor, at Grand Danois'erne er så populære familiehunde, selv i familier med små børn. De elsker at lege og hygge med børn, og holder sig eventuelt kun tilbage pga. deres kæmpe størrelse.
En voksen Grand Danois kan veje omkring 90 kg eller mere. Ikke så mærkeligt, når man tænker på at hanhunde er 80 cm høje målt til skulderen og hunhunde omkring 72 cm. Men trods størrelsen, er denne race alt andet end langsom og træg. Tværtimod, dens stolte skikkelse udsender en aura af magt og elegance. Racenstandarden beskriver den som en “Apollo blandt hunderacer”, takket være dens harmoniske udseende, velproportionerede linjer og udtryksfulde hoved. Gennem det 16. og 17. århundrede blev Grand Danois anset som et værdifuldt eje, ligefrem som et adelsmærke. Der er tre individuelle hovedfarver, som standarden dikterer, at man ikke bør blande under avlen:
Gul og tigret: Beige Grand Danois er lys til lysegul. Tigrede hunde har et klart vinkelmønster der løber parallelt med ribbenene. Begge farver har en sort maske rundt om øjnene, øjenbrynene og af og til ørerne. Hvide markeringer skal helst undgås.
Sort og harlekin: Den sorte Grand Danois er kulsort, eventuelt med hvide markeringer på poter og bryst. Særlige variationer af denne farvetype omfatter “frakke” og “broget”. “Frakker” har et jævn, sort “tæppe” over kroppen, mens mule, hals, bryst, mave, ben og halespids er hvide. “Broget” har store sorte mærker omkring haleroden og hovedet, på en ellers hvid krop.
Harlekin Grand Danois har en hvid basisfarve med uregelmæssige, usammenhængende sorte pletter over hele kroppen. Denne farvetone er ikke ren og derfor meget svær at avle med de korrekte markeringer. Kun omkring 10% af hvalpe har den ønskede fordeling af sorte pletter.
Blå: Blå Grand Danois er en ren, stålblå farve. Hvide markeringer er tilladt, men hun på bryst og poter.
Ud over disse hovedfarver, er der også andre farvetoner, som merle eller grå-merle, som optræder tit, men er uønsket af avlsstandarden. Grå merler har en grå farvebase med sorte pletter. Selvom grå er en attraktiv farve for mange andre racer, såsom jagthunde, får grå Grand Danois aldrig topscore til shows. Avlen af hvide Grand Danois (hvide merler) er forbudt i Tyskland, da plettede/ikke-plettede par kan føre til stor lidelse for dyrene. Plettede Grand Danois kan være bærere af den såkaldte “merle-faktor” - hvis begge forældre i et plettet par giver deres afkom dette gen, kan hvalpene blive blinde eller halv-døve.
I slutningen af det 19. århundrede troede hunderace-eksperter, at de havde fundet Grand Danois' forfader. For mere end 4000 år siden havde assyrerne en stor, stumpnæset, korthåret kamphund, hvis udseende mindede utroligt meget om den moderne Grand Danois. I Danmark fandt man også skeletter af store hunde, der lignede Grand Danois og kunne dateres helt tilbage til 5000 f.Kr. - 1000 e.Kr. Dog er den direkte forbindelse mellem Grand Danois og disse gamle forfædre meget omstridt. Forbindelser til den tibetanske Mastiff eller Do Khyi, en af de ældste hunderacer fra Østen, er allerede blevet endegyldigt afkræftet gennem DNA tests.
Endegyldige beviser om Grand Danois' oprindelse kan kun spores tilbage til det 16. århundrede og fremefter. Traditioner, som er gået i arv gennem årene viser, at særligt store, elegante hunde, en krydsning mellem Mastiff og Irsk ulvehund, blev introduceret til Tyskland fra England og Irland. Selvom deres udseende er meget anderledes, er den ekstraordinære store størrelse den afgørende faktor. Fra det 17. århundrede og fremefter begyndte målrettet avl af den såkaldte “Englisch Docke” eller “English Dog”. Disse store, stolte hunde blev brugt til at jage bjørne, vildsvin og andre dyr, og blev snart anset som en imponerende følgesvend på gårde. Racen blev opdelt i kammerhunde, jagthunde og “English Dogs”.
Kammerhundene var de stærkeste og smukkeste eksemplarer af racen og blev hædret med gyldne halsbånd og dejlige bjørneskindssenge og blev sat til at passe på deres ejere, når de sov. Både kammerhunden og jagthunden skulle beskytte hjemmet mod ubudne gæster, men jagthundene blev anset for at være mindre skønne og fik derfor sølv-halsbånd. Fordi disse hunde skulle leve i adelige hjem, var avlen fokuseret på karaktertræk som lydighed og lederskab. De hunde, som blev brugt til jagt, skulle ikke leve op til de høje avlsstandarder.
Selv de engelske Mastiffs var dog så værdifulde, at de sjældent blev brugt til jagt, også selvom de ikke blev anset for lige så vigtige som kammerhunde og jagthunde og boede i stalden udenfor.
Vildsvine-jagthunde blev sendt ud på bjørnejagt, for at irritere byttet og drive det ud af skoven. Først når man fik øje på vildsvinet eller bjørnen, blev jagthundene sat fri, så de kunne holde dyret fast med et stærkt bid, indtil jægeren kom og dolkede det. Hundene bar tykke stoffrakker som en slags rustning, for at beskytte de værdifulde hunde fra at komme til skade under sådanne aktiviteter.
I årenes løb blev jagthundene mere og mere overflødige pga. den tiltagende brug af skydevåben til jagt. Mange racer forsvandt således og Grand Danois blev et statussymbol på luksus, især i områder som Württemberg i Tyskland. I midten af det 19. århundrede var den moderne Grand Danois blevet en stadig mere populær hunderace i Europa. Otto von Bismarck anses for en af de mest berømte ejere af en Grand Danois. Den første kansler i det Tyske Rige holdt disse hunde i mere end 60 år, hvilket gav racen kælenavnet, “Dog of the Empire”.
Fordi Grand Danois hovedsageligt blev holdt i private hjem, blev der lagt vægt at avle de venlige karaktertræk, som et balanceret temperament og lydighed. Forskellige typer af Grand Danois dukkede op, alle med en smule varierende farve og størrelse og blev kendt under en række forskellige navne, som f.eks. Ulmer Dane, Danish Dane og Tiger Dane.
I 1887 blev alle disse forskellige racevarianter vist på et hundeshow og dommerne foreslog avlerne, at give hundene et overordnet navn, nemlig “Grand Danois”. Navnet var ikke særligt kontroversielt, da mange lande alligevel hævdede, at hunden stammede fra deres eget land. Derfor kendes racen I dag som Grand Danois, selvom den første officielle avlsorganisation i Tyskland, grundlagt i 1888, fik navnet, “Deutschen Doggen Club”, som betyder “tysk Matiff klub”.
Grand Danois klubben (1888) har sit hovedkvarter i Berlin og sætter trenden for standardbestemmelser for racen, indenfor rammerne af Fédération Cynologique Internationale (FCI). Nu om dage er avlen målrettet mod et roligt temperament og et venligt gemyt. Denne milde, kærlige natur skyldes først og fremmest, at racen er en elsket, populær familiehund, trods størrelsen. Der er naturligvis også nogle, som har en Grand Danois pga. den prestige som deres imponerende størrelse giver. Selvom hundene er elskede og populære, må Grand Danois stadigvæk kæmpe med en række race-typiske sygdomme. Deres størrelse betyder, at de er meget tilbøjelig til at få hofteleds-dysplasi, torsio ventriculi (snoet mave), knoglekræft og myocardisk lidelse. Hele 28% vil dø før deres 5. fødselsdag og næsten ingen når at blive 10 år. Hvis racen avles korrekt, kan risikoen for at blive ramt af sygdom reduceres yderligere. For eksempel, hvis avlen har som formål at danne stærke læber, vil dette føre til en forhøjet risiko for konjunktivis (øjekatar).
Risikoen for sygdom kan reduceres betydeligt gennem en fornuftig avl, der fokuserer mere på sundhed og høj alder, end kun på størrelse. Dog spiller kost og motion også en afgørende rolle, som det gør for alle andre hunde. Grand Danois' sener og muskler skal trænes godt og grundigt. En lang tur hver morgen, der rummer øjeblikke hvor din hund kan “gi' los” uden snor, er et must for denne race. Trapper skal helst undgås og unge hvalpe skal ikke gå alt for lange ture og undgå larmende lege. Derfor er denne hund mest egnet til et-etagers huse med megen plads og en stor have. Spørgsmål om kost og ernæring kan bedst besvares af din hvalps avler eller dyrelæge. Naturligvis vil så stor en hund have bruge for “mere” af alt – mere plads, mere motion og mere mad!
Grand Danois'er er generelt set meget ukompliceret og er velfungerende, både som familie- og selskabshund, takket være deres fine personlighed og stærke loyalitetsfornemmelse.
Disse kærlige hunde er også ideelle terapihunde. Ligesom alle andre hunde, har Grand Danios brug for konsekvent træning, så dens positive sider kan folde sig ud. Ikke mindst på grund af risikoen ved deres størrelse, har disse hund brug for at deres mennesker sætter klare grænser, så hundene kan have tillid til deres autoritet. Nøglen til at gøre en Grand Danois glad, er tæt kontakt med mennesker. Og de kærlige, hengivne hunde har meget nemt ved at savle, så vælger du livet med en Grand Danois, skal du nok gemme dine designer-jeans væk for en stund!
