Historie
I slutningen af det 19. århundrede troede hunderace-eksperter, at de havde fundet Grand Danois' forfader. For mere end 4000 år siden havde assyrerne en stor, stumpnæset, korthåret kamphund, hvis udseende mindede utroligt meget om den moderne Grand Danois. I Danmark fandt man også skeletter af store hunde, der lignede Grand Danois og kunne dateres helt tilbage til 5000 f.Kr. - 1000 e.Kr. Dog er den direkte forbindelse mellem Grand Danois og disse gamle forfædre meget omstridt. Forbindelser til den tibetanske Mastiff eller Do Khyi, en af de ældste hunderacer fra Østen, er allerede blevet endegyldigt afkræftet gennem DNA tests.
Endegyldige beviser om Grand Danois' oprindelse kan kun spores tilbage til det 16. århundrede og fremefter. Traditioner, som er gået i arv gennem årene viser, at særligt store, elegante hunde, en krydsning mellem Mastiff og Irsk ulvehund, blev introduceret til Tyskland fra England og Irland. Selvom deres udseende er meget anderledes, er den ekstraordinære store størrelse den afgørende faktor. Fra det 17. århundrede og fremefter begyndte målrettet avl af den såkaldte “Englisch Docke” eller “English Dog”. Disse store, stolte hunde blev brugt til at jage bjørne, vildsvin og andre dyr, og blev snart anset som en imponerende følgesvend på gårde. Racen blev opdelt i kammerhunde, jagthunde og “English Dogs”.
Kammerhundene var de stærkeste og smukkeste eksemplarer af racen og blev hædret med gyldne halsbånd og dejlige bjørneskindssenge og blev sat til at passe på deres ejere, når de sov. Både kammerhunden og jagthunden skulle beskytte hjemmet mod ubudne gæster, men jagthundene blev anset for at være mindre skønne og fik derfor sølv-halsbånd. Fordi disse hunde skulle leve i adelige hjem, var avlen fokuseret på karaktertræk som lydighed og lederskab. De hunde, som blev brugt til jagt, skulle ikke leve op til de høje avlsstandarder.
Selv de engelske Mastiffs var dog så værdifulde, at de sjældent blev brugt til jagt, også selvom de ikke blev anset for lige så vigtige som kammerhunde og jagthunde og boede i stalden udenfor.
Vildsvine-jagthunde blev sendt ud på bjørnejagt, for at irritere byttet og drive det ud af skoven. Først når man fik øje på vildsvinet eller bjørnen, blev jagthundene sat fri, så de kunne holde dyret fast med et stærkt bid, indtil jægeren kom og dolkede det. Hundene bar tykke stoffrakker som en slags rustning, for at beskytte de værdifulde hunde fra at komme til skade under sådanne aktiviteter.
I årenes løb blev jagthundene mere og mere overflødige pga. den tiltagende brug af skydevåben til jagt. Mange racer forsvandt således og Grand Danois blev et statussymbol på luksus, især i områder som Württemberg i Tyskland. I midten af det 19. århundrede var den moderne Grand Danois blevet en stadig mere populær hunderace i Europa. Otto von Bismarck anses for en af de mest berømte ejere af en Grand Danois. Den første kansler i det Tyske Rige holdt disse hunde i mere end 60 år, hvilket gav racen kælenavnet, “Dog of the Empire”.
Fordi Grand Danois hovedsageligt blev holdt i private hjem, blev der lagt vægt at avle de venlige karaktertræk, som et balanceret temperament og lydighed. Forskellige typer af Grand Danois dukkede op, alle med en smule varierende farve og størrelse og blev kendt under en række forskellige navne, som f.eks. Ulmer Dane, Danish Dane og Tiger Dane.
I 1887 blev alle disse forskellige racevarianter vist på et hundeshow og dommerne foreslog avlerne, at give hundene et overordnet navn, nemlig “Grand Danois”. Navnet var ikke særligt kontroversielt, da mange lande alligevel hævdede, at hunden stammede fra deres eget land. Derfor kendes racen I dag som Grand Danois, selvom den første officielle avlsorganisation i Tyskland, grundlagt i 1888, fik navnet, “Deutschen Doggen Club”, som betyder “tysk Matiff klub”.