Labradoodle

Hvor ofte skal jeg børste en labradoodle?

Det er rigtigt, at pelsen er forskellig hos alle hybridhunde. Ikke desto mindre er der fællestræk: En labradoodle har brug for masser af pelspleje. Pelsen er ofte yppig og bør børstes grundigt hver anden dag. Ellers er den i fare for at filte.

Mens puddelpels ikke fælder, mister labradoren hår, hvor den går og står. Det er ikke til at forudsig, hvad der gælder for din labradoodle. Ejere af særligt krævende hunde går regelmæssigt til en hundesalon med deres hund. Det er dog ikke fordelagtigt for alle pelsstrukturer.

Du kan også selv tage dig af pelsplejen. Snavs i pelsen skal du blot lade tørre, og bagefter børste det ud. Hvis du vil bade din labradoodle, skal du bruge en mild hundeshampoo.

Hvis din hund har en særlig behåret øremusling, bør du regelmæssigt rense dens ører med et ørerensningsmiddel til hunde. For her danner der sig hurtigt smertefulde betændelser, som dyrlægen må tage sig af. Gør det til en vane at kigge ind i ørerne efter hver børstning.

Er en labradoodle en land- eller byhund?

Labradoodles har meget forskellige karakterer og udseende og er meget fleksibel at holde. Den kan både blive lykkelig i byen og på landet, hvis den får nok motion og beskæftigelse. Det optimale er en indhegnet have, hvor din labradoodle kan boltre sig.

Hvem enes labradoodlen godt med?

Hvis din hund kommer fra en seriøs opdrætter, er den stabil og kommer til at enes med andre passende hunderacer. Hvis dine børn ikke er fremmede for omgang med hunde, kan den være en vidunderlig følgesvend for dem. Du bør dog aldrig efterlade små børn alene med en hund.

Hvis en labradoodle allerede har været socialiseret med katte i hvalpealderen, vil den også komme til at enes forbilledligt med dem – forudsat, at katten også ønsker det. Men hos smådyr som marsvin eller hamstre kan hundens jagtinstinkt komme til at forstyrre husfreden.

I princippet er labradoodlen velegnet til familier, enlige seniorer, eller erfarne hundeejere, som ligesom hunden kan lide at tilbringe meget tid i naturen. Allergikere bør dog være skeptiske. Desværre er der ingen garanti for, at hundeønsket bliver opfyldt med en labradoodle.

Labradoren i labradoodle har tendens til at miste mange hår. Så derfor kan en puddel være det bedste valg. Det er bedst at rådføre dig med din læge, før du træffer en beslutning om en bestemt hund.

Er en labradoodle en hund for nybegyndere?

Selvom labradoodlens adfærd er svær at forudsige, betragtes de firbenede venner som kloge, lærenemme og afbalancerede. Derfor kan begyndere også overveje at købe denne særlige blanding.

Både labrador retrievere og pudler er oprindeligt jagthunde. Begge racer trives med vand. Derfor er det ikke så mærkeligt, at mange labradoodles også føler sig godt tilpas i dette element.

De har desuden stor glæde ved lange vandreture. Som voksne hunde og med den passende træning kan hunden endda ledsage dig på cykelture eller udflugter.

Egner en labradoodle sig til hundesport?

Inden du prøver en hundesport som agility med mange spring, bør du spørge din dyrlæge til råds. Nogle labradoodles er også for kræsne og kan ikke lide den slags sport.

Du kan sørge for afveksling i hundens hverdag ved at apportere med den, lære den små tricks eller arbejde med næsen som mantrailing. Australieren er desuden meget velegnet til at støtte mennesker som terapihunde eller blindehunde.

Antagelsen om, at krydsninger automatisk er sundere end en racehund, er en misforståelse. Det gælder især for såkaldte raceforældre uden stamtræ og sundhedspleje. For både pudler og labrador retrievere kan være genetisk belastede.

Forældredyrene bør testes for hofte- og albuedysplasi samt øjensygdommen progressiv retinalatrofi, før de anvendes til avl. Undersøgelsen af leddene foregår ved hjælp af røntgen, mens øjensygdomme skal testes genetisk. Tal med den opdrætter du vælger, og få resultaterne vist skriftligt.

Blandingen af to racehunde med forskellig hårstruktur kan også forårsage hudproblemer, der spænder fra kløe til hårtab. Mens en labrador regelmæssigt gennemgår et pelsskifte, beholder pudlen sin pels.

Et andet "kompatibilitetsproblem" skyldes de forskellige snudeformer: Labradorens næse er meget bredere end pudlens. Derfor kan skæve tænder og kæbeproblemer ikke udelukkes.

Labradoodlens historie er samtidig begyndelsen for andre hybridracer som Golden Doodle eller Maltipoo. Oprindelsen til disse hybridhunderacer, som ikke er anerkendt af de store hundeforeninger, var tanken om at forbinde "pudlens kerne" med andre racers egenskaber.

Førerhunden, som ikke fælder

Labradoodlens begyndelse var i 1988: Wally Conron ønskede for "Royal Guide Dog Association of Australia" at skabe en førerhund, der ikke fældede.

En krydsning mellem labrador retrieveren, der er en etableret terapihund, og den ikke-fældende puddel burde skulle gøre, at blinde allergikere kunne få glæde af en firbenet ledsager.

Problemer ved avlen

Conron selv har flere gange udtalt sig kritisk om konsekvenserne af hans oprindelige idé og understreger, at han med idéen har skabt mange problemer. Mange vil gerne tjene penge på designerracen, uden at de har den nødvendige viden.

Det resulterer i dag i mange syge og ustabile hunde. I øjeblikket er der dog bestræbelser på at rykke labradoodle-avlen i en professionel retning: Continental Kennel Club i USA har anerkendt den australske labradoodle som en selvstændig race.

For Europa har denne anerkendelse lange udsigter. Derfor kan du ikke købe en labradoodle med papirer i Europa.