© Christian Müller / stock.adobe.com
Der findes mere end 2000 loppearter, der hjemsøger pattedyr og fugle. Hunden er oftest koloniseret af ctenocephalides felis (kattelopper), mere sjældent af ctenocephalides canis (hundelopper), og til tider pulex irritans og pulex simulans (menneskelopper) samt echidnophaga galliacea (kyllingeloppe) og archaeopsylla erinacei (pindsvineloppe).
Loppen er et ca. 1-6 mm langt og vingeløst insekt, der flader ud mod siderne, med kraftige fjederben og er udstyret med munddele, der både stikker og suger. Den er farvet lys til mørkebrun og ernærer sig ved værtsdyrets blod.
Loppens livscyklus går fra ægget via tre larvestadier over puppen og til den voksne loppe. Loppehunnen indtager allerede efter et par minutter efter de er landet på hunden dennes blod, og ca. 24-48 timer herefter begynder den at lægge æg. Det lægger i gennemsnit 30 æg om dagen i løbet af de 50-100 dage den lever. Normalt lægges æggene når hunden hviler sig, hvor de falder ned på sovepladsen eller andre steder, hvor hunden ofte opholder sig. Inden for få dage klækker æggene og bliver larver, der udvikler sig til pupper over tre faser. Larverne ernærer sig ved cellemateriale og loppeafføring med ufordøjet blod, som falder ned fra hunden sammen med æggene. Fra puppen klækkes den voksne loppe, som finder sig en ny vært så hurtigt som muligt. Under ugunstige forhold, såsom køligere temperaturer kan puppen overleve i sin kokon i op til 50 uger, indtil den klækker. Under ideelle forhold varer denne cyklus fra æg til voksen loppe omkring to til fire uger. Voksne lopper af typen c. felis og c. canis lever permanent på deres vært, de migrerer lejlighedsvis til andre værter, men opholder sig ikke i værtens omgivelser i lang tid. I loppens unge stadier (æg, larver, puppe) opholder den sig i omgivelserne og kryber ind i skjulesteder såsom under puder og tæpper og i revner i gulvet.
Hunde kan tage lopper med hjem gennem kontakt med andre dyr. I menneskelig beboelse har lopper ideelle betingelser for at udvikle sig. De formerer sig ekstremt hurtigt under disse forhold. C. felis, den mest almindelige loppeart, er ikke nøjeregnende i valget af værtsdyr: over hele verden er c. felis blevet fundet hos mere end 50 forskellige dyrearter, men også hos mennesker.
Hos hunde forårsager loppebid primært kløe og lokale hudreaktioner såsom røde pletter med en lys ring rundt om. I visse tilfælde kan der opstå pustler (bumser) og skorper. Hvis hunden konstant kradser sig og gnaver i huden kan hunden på den måde forårsage hårtab og eksem, der væsker eller endda er decideret betændt. Lopper foretrækker steder som ører, kryds, ryg og haleansats, samt mave og inderlår. Hundelopper kan dog også gå helt ubemærket og være helt asymptomatisk.
Hunden kan også udvikle loppeallergi, en overfølsomhedsreaktion forårsaget af loppens spyt. Loppeallergi er en af de vigtigste og mest almindelige allergiske hudsygdomme hos hunde. Her er det nok med et enkelt loppebid for at udløse meget stærk kløe hos den ramte hund.
Et stort antal lopper kan føre til anæmi hos hunde eller hvalpe, som også lider af andre sygdomme, som følge af, at lopperne suger blod og det deraf følgende blodtab. Lopper kan også overføre bændelormen dipylidium caninum til hunde.
I tilfælde af, at der er tale om et kraftigt loppeangreb, er lopperne endda synlige for det blotte øje. De kliniske symptomer som stik og rødme på de steder, som lopperne foretrækker, kan også give et fingerpeg om loppeangreb. Ved hjælp af en loppekam kan du gå på jagt efter lopper eller loppeafføring. For at skelne loppeafføring fra almindelig snavs, skal du banke loppekammen på et stykke hvidt papir eller et stykke køkkenrulle og fugt det med vand. Hvis materialet bliver rødligt, er det loppeafføring, der indeholder blod, som er blevet suget fra værten og udskilt. Nogle gange finder du også æg eller larver i pelsen, der holder fast i håret, de kan ses under et mikroskop.
Det er sværere at diagnosticere loppeallergi, da du kun i sjældne tilfælde kan finde en loppe eller noget loppeafføring. Områder med hudlæsioner og -forandringer kan være typiske symptomer. Lopper er imidlertid ikke den eneste mulige årsag, idet andre allergier eller parasitter kan forårsage de samme symptomer. Ved mistanke om loppeallergi anvender man diagnostisk medicinsk behandling eller en intradermaltest.
Når der skal behandles mod et loppeangreb hos hunde er der flere ting, der er nødvendige. For det første skal de voksne lopper på hunden bekæmpes. Her findes spot-on præparater, tabletter eller spray hos dyrlægen. Desuden bør loppernes unge stadier dræbes. Det betyder, at alle omgivelser, hvor hunden opholder sig, skal behandles. Især bør man være grund i gulvsprækker, undersiden af tæpper og andre mørke områder, hvor larverne kan trække sig tilbage. Tæpper og puder skal vaskes, gulve og endda bilen skal støvsuges grundigt. Støvsugerposen skal bortskaffes eller nedfryses umiddelbart efter brug. Efter rengøring er det tilrådeligt at behandle omgivelserne med et insekticid, som kan påføres med spray eller et særligt apparat fra dyrehandelen eller dyrlægen.
Da lopper kan påvirke andre dyr, der lever i samme husstand eller har direkte kontakt, anbefales det på det kraftigste også at behandle disse dyr.
Lopper er bærere af bændelormen bipylidium caninum, så du bør også overveje ormekur efter et loppeangreb.
For at forhindre angreb med lopper, kan du profylaktisk behandle hunden med forskellige lægemidler fra dyrlægen. Der findes forskellige muligheder, såsom spot-on præparater, tabletter og halsbånd, hver med forskellig effekt og varighed.
Specielt hunde med loppeallergi bør behandles regelmæssigt for lopper, fordi selv et enkelt loppebid kan forårsage kraftige symptomer.
Vaccinationer beskytter din hunds liv mod dødelige smitsomme sygdomme, det er der ingen tvivl om. Men hvilke vaccinationer bør din hund absolut have? Hvad ligger der bag hvalpens grundlæggende immunisering, og hvor ofte skal vacciner genopfriskes for at beskytte hundens liv?
